Anton Martin Schweigaards Barndom og Ungdom/Rektor Ørn, et Skoleminde

I.


Rector Ørn.
Et Skoleminde af M. J. Monrad.

Som en af Rector Ørns Disciple – og det er med ikke liden Tilfredsstillelse jeg tror at kunne sige: som en af hans Yndlingsdisciple – er jeg ikke sjelden bleven spurgt, hvad jeg vidste at fortælle om denne mærkværdige og høitfortjente Mand. Men svaret har stedse kun været fattigt og væsentlig indskrænket til at meddele Noget af det Indtryk, jeg har modtaget af ham som Lærer i de to Aar, jeg besøgte Skiens Skole, indtil jeg derfra i 1834 blev dimitteret til Universitetet. Det er overhoved kun Lidet, man ved om en Mands Liv, der oftere gjentog som sit Valgsprog: bene vixit, qui bene latuit.

En Gang, kort efter hans Død, havde jeg endog den Tanke, at ville sætte ham et Slags Minde ved at samle og offentliggjøre Noget om hans Liv, og jeg henvendte mig til den Ende fornemmelig til hans efterlevende Søster, Amtmand Bloms Hustru; men hvad hun kunde meddele mig og hvad jeg forresten kunde sammenbringe, var saa ubetydeligt, at jeg opgav dette Forsæt.

Senere har en anden af hans Disciple, der ikke har nævnet sig, i Danske Samlinger V. leveret nogle Notitser og en Charakteristik, som indeholder meget Godt, og hvorved jeg kun har Lidet at erindre; men da nu en særegen Anledning og Opfordring er given, skal jeg ikke undlade at give mit Bidrag til at opfriske min høitagtede Lærers Minde, eller dog i al Fald aflægge et Vidnesbyrd om den Taknemmelighed og Kjærlighed, hvormed dette Minde af mig stedse bevares.

Knud Ramshart Ørn er født i Skien af en Kjøbmands-Familie den 6te December 1778. Der levede i Skien to Brødre af ham, Jens Ørn, der var Grosserer, og Hans Ørn, Skibsfører; ogsaa havde han en Søster, Valborg Marie, der (som anført) var gift med Amtmand Gustav Peter Blom. Om han har havt flere Søskende, er mig ubekjendt.

Jeg finder i Badens Universitets-Journal, at han den 25de Oktober 1797 er indskreven som Student ved Kjøbenhavns Universitet med Charakteren „Laudabilis med Udmærkelse“. Han havde gaaet paa Frederiksborgs Skole under Rector Bendtsen, hvem jeg erindrer han omtalte med Høiagtelse. Han blev Communitetets Alumnus den 22de Marts 1798 og senere Regents-Alumnus.

Den 17de April 1798 absolverede han den philosophiske Examens philologiske Prøve med Laudabilis.

Fra nu af tie de offentlige Kilder. Men man ved, at han har været Lærer ved Schouboes Institut i Kjøbenhavn samt en anseet Informator i private Huse, iblandt andet hos den bekjendte Conferentsraad Brun og hans endnu mere bekjendte Hustru, Digterinden Frederike Brun, født Münter, og rimeligvis været Lærer for den for Skjønhed og Talenter saa høit priste Adelaide (eller Ida) Brun, senere Grevinde Bombelles.

Dette Hus, hvor blandt Andre Baggesen var en stadig Gjæst, var idethele et Samlingssted for, hvad Kjøbenhavn besad af Aand og høi Dannelse, og i saadanne Kredse havde da ogsaa vor Ørn erhvervet det Træk af Finhed og en ægte Verdensmands Tone og Holdning, hvoraf han selv i sin senere tilhagetrukne Stilling dog viste kjendelige Spor.

Overraskende er det da, at den begavede og kundskabsrige unge Mand pludselig forlader en, som det synes, saa behagelig Stilling i Hovedstaden og snart efter dukker op i Øvre-Thelemarken som Huslærer hos Provst Kaurin i Siljord – forresten en gammel Ven. Man har talt om Helbredshensyn; og vist er det, at Ørn stedse senere bar paa et sygeligt Legeme og især havde svage Øine. Men alligevel kan man neppe værge sig mod den Tanke, at der har været en Smule Mysterium, maaske et eller andet Kjærligheds-Skibbrud, med i Spillet, især da Ørn stedse forblev ugift. Og er det sandt, hvad der berettes i den omtalte Livsskizze i Danske Samlinger, at man efter Ørns Død fandt i hans Tegnebog en Haarlok i et Papir med Paaskrift „fra din Ida“, kunde det ikke ligge saa fjernt at gjætte paa, at han kan have brændt sine Vinger paa sin smukke Elev, hvis Forlovelse og Giftermaal med Grev Bombelles imidlertid synes at have fundet Sted efter Ørns – man kunde næsten sige Flugt fra Kjøbenhavn.

Jeg kjender nemlig ikke nøie Tiden for denne hans Overflytning. Men jeg er i Besiddelse af et Brev fra ham til min Fader (som den Gang var i Kjøbenhavn), dateret Siljord den 17de November 1813, hvilket Brev synes at være skrevet ikke længe efter hans Ankomst did, idet han beder min Fader, der havde været hans Universitetsven, om at ordne Noget med hans i Kjøbenhavn efterladte Bøger og andre Sager. Brevet er forresten skrevet i en ret munter Tone eg indeholder ved siden ar Commissionerne nogle Efterretninger fra Thelemarken, min Faders Hjembygd, men saa godt som intet nærmere Personligt.

Dog den anførte Combination er nu i ethvert Fald kun en løs Phantasi, hvorpaa ikke kan lægges nogen Vægt.

Hos Kaurin i Siljord forblev nu Ørn i flere Aar, indtil Provsten (i 1819) forflyttedes til Trondhjem. Ørn opholdt sig da i nogen Tid hos sin Svoger Blom, den Gang Sorenskriver i Jarlsberg. I 1820 blev han Adjunkt ved Trondhjems Latinskole, og i 1823 Overlærer og Bestyrer af den ny oprettede Latinskole i Skien, fik 1828 Titel af Rector og vedblev i denne Stilling indtil han i 1841 paa Grund af Sygelighed maatte søge sin Afsked, som tilstodes ham den 19de Juni med Pension og „Bevidnelse af H. M. Kongens naadige Tilfredshed med hans udmærkede Embedsførelse“. Han opholdt sig da i nogen Tid hos en fordums Discipel og senere Medlærer, Sognepræst Mülertz i Moland (i Thelemarken), og døde i Skien den 16de Oktober 1843. Han er begravet paa Skiens Kirkegaard, hvor der er sat ham et Monument med følgende Indskrift:

Canutus Ramshart Ørn

Rector scholae Schienensis

natus VII Iduum Decembris

Anno MDCCLXXVIII

Defunctus XVIII Calendarum Novembris

Anno MDCCCXLIII.

Assidue

et

sapienter.

Discipuli et cives posuere.

Det er bekjendt, at Skiens Skole, skjønt en mindre og med ydre Hjælpemidler sparsomt udstyret Smaastadsskole, under Ørns Styrelse snart hævede sig til en stor Anseelse, der endog tiltrak den Søgning fra fjerne Egne. Noget bidrog vel hertil den Opsigt, der vaktes ved Skolens Førstegrøde, der i 1828 dimitteredes til Universitetet, med A. Schweigaard og P. A. Munch i Spidsen; Dog allerede den Maade, hvorpaa den unge Schweigaard i den latinske Epistel til sin tidligere Lærer omtaler sin Rector, giver et Indtryk af, at det skjønne Resultat ikke var en Tilfældighed, der udelukkende skyldtes nogle enkelte Disciples udmærkede Evner, men at disse Evner her havde fundet en Ledelse, der var dem værd, og som netop betingede deres heldigste Udvikling. De varme Lovord, som Schweigaard der lader udstrømme over sin Lærer og faderlige Ven, kan jeg, som nogle Aar senere kom ind under den samme Ledelse, af ganske Hjerte underskrive. Og naar jeg skulde forsøge i min Phantasi at udmale mig et Mønsterbillede af en skolebestyrer og Lærer, saa vilde dette uden Tvivl have de fleste Træk tilfælles med det Billede af Rector Ørn, som staar i min Erindring.

Han var for det første, saavidt jeg kan skjønne, en grundig lærd Mand og især en dygtig Latiner. Men skjønt han vistnok i Skolens hele Undervisning lagde en afgjort Hovedvægt paa den classiske Dannelse, hvorfor ogsaa Undervisningen fik et fast Midtpunkt og en concentreret Holdning, i Modsætning til den encyklopædiske Forløbenhed, der senere er bleven almindelig, saa var han dog meget langt fra Sneverhed og Pedanteri, idet han meget mere baade besad en sjelden Grad af udbredt Almendannelse og vidste at vurdere denne. Jeg erindrer endog at have hørt den Ytring af ham, at „man tildels havde drevet Afguderi med de gamle Classikere.“ Og maaske kan – i Forbigaaende bemærket – lignende Ytringer allerede i den unge Schweigaards Sjæl have kastet et skjult Frø, der hos ham (skjønt han ogsaa begyndte som en grundig Classiker og især var begeistret for Homer) har senere kunnet voxe sig frem til den opposition mod Classiciteten, der vistnok gik langt videre, end det oprindelig laa i hans Rectors Tanke.

Han foredrog da ogsaa sine Auctores ikke blot med grammatisk Grundighed, men ogsaa med Aand og Smag. Især erindrer jeg med Fornøielse det Lys af Vid og Humor, han vidste at sprede over Horats, navnlig de horatsiske Breve. Naar Forfatteren af Opsatsen i Danske Samlinger synes at antyde, at han behagede sig i at dvæle ved og „med dramatisk Livfuldhed at foredrage“ anstødelige Steder, saa stemmer dette i al Fald ikke med min Erfaring, da jeg aldrig har hørt ham berøre saadanne Steder uden med let og varsom Haand – skjønt uden overdreven Pertentlighed. Medens allerede Behandlingen af Classikerne gav Anledning til i Parentheser og Anvendelser at udstrø mangt et Frø af sund og frugtbar Livsvisdom, flød naturligvis denne Kilde endnu rigere i Gjennemgaaelsen af de norske Stile, hvorved han gjorde sig den Umag at udarbeide fuldstændige Udkast, der meddeltes Disciplene, efter at deres Arbeider vare recenserede. Det er meget at beklage, at disse Udkast uden Tvivl ere tabte; de vilde, samlede og udgivne, have dannet en langt mere righoldig og i logisk Disposition mønsterværdig Veiledning for Skolemænd, end flere af de „Veiledninger til Udarbeidelser i Modersmaalet“, der senere have seet Lyset.

Min oftere nævnte Forgjænger i det danske Tidsskrift har fundet, at Ørn gjerne ytrede sig med bitter Spot mod Kjærligheden. Heller ikke dette kan min Erfaring ganske bekræfte; jeg har kun sjelden hørt ham tale om Kjærligheden, og jeg tror, at, hvad han vistnok omtalte sarkastisk, var i al Fald kun „Skoleforlibelser“ o. desl. Blandt de Herrer „Mesterlectianere“, der i en Smaaby naturligvis følte sig som hele Cavallerer, vare saadanne vistnok ikke ukjendte; jeg erindrer f. Ex. at jeg, som Classens bestaltede Versemager, flere Gange i en eller anden Kamerats Navn har skrevet duftende Vers til at ledsage en Blomsterbuket eller en anden Opmærksomhed, hvormed en af Byens unge Damer blev lyksaliggjort. At nu deslige Narrestreger, som Rectoren meget godt vidste Besked om, af ham ved Leilighed maatte døie en og anden henkastet Sarkasme, der stillede Sagen i det fortjente latterlige Lys, er neppe at undres paa. Idethele straffede han den hos Slyngelalderen saa sædvanlige Daarskab at ville spille voxen før Tiden helst med Ironiens Pidsk, som han stedse haandterede med Forkjærlighed og Mesterskab.

Ørns alsidige Dannelse og i det Hele overlegne Personlighed satte ham ogsaa i Stand til i sjelden Grad at følge og controlere Undervisningen i alle dens Grene og paa alle dens Trin og saa at sige med sin Aand at være tilstede overalt. De Lærere, der – i al Fald i min Tid – virkede under ham, vare vistnok brave og samvittighedsfulde Mænd, og jeg mindes dem alle med Agtelse; men – maaske paa en enkelt Undtagelse nær – kan jeg neppe tilkjende nogen af dem nogen fremragende Dygtighed eller udmærkede Læregaver, og den Kunst at holde, som man siger, Disciplin, forstod de i Regelen ikke. Der kunde da vistnok enkeltvis forefalde nogen Støi og anden Uregelmæssighed i Classerne; alligevel vidste Rectorens Auctoritet at holde det Hele sammen i prisværdig Orden og Harmoni, og under hans paa en Gang humane og overlegne Ledelse og i den af ham saa at sige gjennemtrængte aandelige Luft bragtes Lærerne ogsaa til paa den heldigste Maade at udfolde det Bedste, de eiede, ja jeg havde nær sagt, til at virke over sin naturlige Evne. Det bekræftedes her, hvad man ikke saa sjelden seer, at Personer af ganske almindelig Beskaffenhed, naar de staa under Indflydelsen af en overlegen Aand, komme til at udføre, hvad der under andre Omstændigheder overstiger deres Kræfter. Og den Flidens, Nøiagtighedens og Selvvirksomhedens Aand, som han vidste at indgyde ogsaa Disciplene, kunde i mangt et Tilfælde tjene til at erstatte eller udfylde, hvad der fra enkelt Lærers Side kunde være mangelfuldt. Jeg skal herpaa anføre et Exempel. I det sidste Halvaar af min Skolegang havde vi ingen Lærer i Religion og Hebraisk, da vor forrige Lærer, Gislesen, ved Aarsskiftet var forflyttet, og hans Eftermand først kom efter Paaske. I denne Mellemtid samledes den øverste Classes Disciple efter Rectorens – ikke Befaling men Raad – regelmæssigt i de Timer, der ellers vare bestemte for Religion og Hebraisk, men i hvilke vi nu „havde Lov“, satte os selv Lectier og overhørte hverandre i disse, agerede saaledes skiftevis Lærer, og gjennemførte dette med saadant Alvor og saadan Nøiagtighed, som om en virkelig Lærer havde været tilstede. Resultatet var ogsaa, at vi alle i disse Fag stod os hæderligt til Examen artium.

Jeg har ikke kunnet negte mig den Tilfredsstillelse at omtale dette som et Bevis paa den Skolens gode Aand, der udgik fra og paa alle Maader næredes af dens Rector.

Jeg har hentydet til, at han søgte at fremme Disciplenes Selvvirksomhed. Dette skede iblandt Andet ved at opmuntre til Privatflid udenfor det af Skolen paalagte Arbeide. Det var saaledes blevet en Æressag, ved hver Skoleexamen ved Siden af det paa Skolen Foredragne, at „lægge op“ og gjøre Rede for et eller andet Afsnit af en classisk Forfatter, som vi havde læst paa egen Haand, og hvortil Rectoren af Skolens eller sit eget Bibliothek havde laant os Hjælpemidler. Af de mere fremrykkede Disciple modtog han af og til frit valgte Udarbeidelser paa Norsk eller Latin, hvilke han i Fritimer velvillig gjennemgik. Ja jeg erindrer, at jeg endog har bragt ham Vers og derover hørt hans smagfulde og kyndige Kritik, – men skylder Ærlighed at tilføie, at denne her kun lød lidet opmuntrende, og jeg skylder maaske Ørn, at jeg senere, med al den Fingerkløe, jeg ogsaa i den Retning kan have havt, og med al den Sangklimpren, som Leiligheden oftere har afnødt mig, dog viselig har afholdt mig fra at ville indtrænge mig i de egentlige Digteres Laug. Derimod har hans skarpe Blik maaske allerede da i mig skimtet (hvad jeg selv var langt fra at ane) Spiren til en Philosoph og derfor laant mig philosophiske Bøger, f. Ex. nogle af Treschows Værker og, som jeg specielt erindrer, Steffens’ berømte kjøbenhavnske Forelæsninger, der gjorde stærkt Indtryk paa mig, uagtet jeg vel neppe tilgavns forstod dem.

Han kjendte idethele sine Disciple, vidste, hvad der boede i dem, og hvad de duede til. Hans Forhold til dem var gjennemgribende personligt. Han kjælede vel ikke for Individua1iteten og overholdt fremfor Alt, at Enhver tilegnede sig Dannelsens faste og almengyldige Grundlag; men han vidste ved Siden deraf ogsaa at lade eiendommelige Anlæg og Tilbøieligheder komme til sin Ret, og afpasse sine Fordringer og sin hele Behandling derefter. Den Disciplin, han udøvede, havde ogsaa dette personlige Præg og kunde derfor undertiden forekomme Udenforstaaende noget vilkaarlig, idet den var forskjellig efter de forskjellige Charakterer. Hvor en lemfældig Paamindelse eller (mod visse Daarskaber) et godmodigt Drilleri var tilstrækkeligt, der anvendte han ikke den skarpe Lud, han fandt nødvendig for visse Hoveder. Egentlig, især legemlig, Straf brugte han sjelden, men da eftertrykkeligt og øieblikkeligt, uden lange forberedelser med Skoleraad o. s. v. og uden lange Straffetaler. Jeg har kun en Gang seet ham give en Ørefigen og det til en Discipel i Skolens næstøverste Parti, men det var en Ørefigen, som sagde sex, og uden at der blev talt et Ord; Grunden var i sig selv klar, og Virkningen var afgjørende.

Dette personlige Forhold og det nøiagtige Kjendskab til hver eneste Discipel, hvorpaa det var bygget, blev ham nu vistnok kun derved muligt, at det var, som sagt, en liden og ensartet Skole, hvis Discipelantal i al Fald i min Tid ikke oversteg 50. I de nymodens store skoler „for den høiere Almendannelse“, der have Disciple i Hundredevis og som paa een Gang skulle indeholde Elementarskole, Middelskole med Latin- og med Engelsklinie, Latin- og Realgymnasium, bliver Bestyrelsen let et upersonligt Bureau, og i ethvert Fald det Hele et saare indviklet Maskineri, hvor Alt maa gaa efter abstrakte mechaniske Regler. Om dette er til Fordel for den virkelige høiere Almendannelse, for Intelligentsens og Charakterens Udvikling, skal jeg her lade uundersøgt; jeg tillader mig kun at sige, at jeg for min Part takker Gud for, at jeg har gaaet paa en liden beskeden Latinskole, der havde en virkelig Rector – og da især en saadan som Ørn.

Men havde han saaledes en mindre og forholdsvis let overskuelig Skole og Discipelkreds at styre, saa var han denne ogsaa i sjelden Grad udelukkende opofret; han satte i Virkeligheden sin hele rige Personlighed ind paa det Hverv at danne og opdrage de unge Mennesker, der vare ham betroede, og som i Sandhed – som han undertiden humoristisk udtrykte det – „brændte paa hans Hjertes Skorsten“. Al hans Interesse gik op i hans Skole og „hans Gutter“, og han var dem alle en sand Fader.[1] Med alle sine Kundskaber, sin skarpe Tanke og sin livlige Aand, har han dog aldrig, mig bekjendt, indladt sig paa noget Forfatterskab, og hans Navn vil ikke findes i noget Literaturlexikon. (I sine Kjøbenhavner-Dage skal han efter et usikkert Rygte have givet anonyme Meddelelser til tydske Tidsskrifter, men hvoraf ingen kan paavises). Han tog liden Del i Byens Selskabelighed, spillede ikke Kort o. desl. Derimod gik han om Aftenerne ofte om til Disciplene, fornemmelig dem, der ikke havde Familie i Byen. Han satte sig da ned paa Hybelen hos os, talte med os venligt og fortroligt om vore Anliggender og Tanker, vort Hjem og vore Familieforholde o. s. v., og mildt Alvor vexlede de ikke sjelden med Skjemt. I det mindste for de bedre Disciple vare disse Besøg rene Fester; man følte sig opmuntret og styrket, jeg kunde gjerne sige løftet og adlet derved. Enkeltvis kunde de dog imødesees med ikke ublandede Følelser, eftersom der ved disse Leligheder ogsaa undertiden øvedes nogen Justits, naar der var grunde Klage over Vedkommendes Opførsel i Logiet e. desl. Forresten tilbragte han sine Aftener sædvanlig i sit ensomme Hjem, og disse kunne da synes især om Vinteren at maatte have været ham lange nok, da han paa Grund af sin Øiensvaghed ikke kunde tilbringe Tiden synderlig med at læse. Han gik da gjerne og røgte Tobak i en Stue, der blot var oplyst af et eneste Lys, som tilmed stod i et Hjørne bag en Skjerm, – kun sysselsat med sine egne Tanker. At imidlertid der var Stof nok, og at det indre Liv, han levede, ikke var fattigeree, fordi det var skjult, at altsaa hans anførte Valgsprog ogsaa i den Forstand havde en prægnant Bekræftelse, vil Ingen, der kjendte ham, tvivle paa.

I disse Aftenstunde modtog han dog imellem Besøg af en og anden af hans Lærere, eller endog af nogen af de ældre Disciple; der da havde den Lykke at høste baade Belærelse og Opmuntring af en Times samtale med denne faderlige Ven, hvis Sindsstemning stedse syntes jævn og frisk og aldrig viste sig kuet enten af den Sygelighed, som han factisk bar paa, eller af det Tungsind, som Mange kunde forudsætte hos den enslige Gamle.

Der gives, saavidt jeg ved, intet Billede af Ørns ydre Person. Han var en kortstammet, temmelig før Skikkelse, med et mere end almindeligt stort Hoved, saa stort, at han gjerne maatte særskilt bestille sine Hatte. Ansigtet var temmelig bredt og fladt, med en kort Stumpnæse; man kunde finde noget Sokratisk deri. Panden var mægtig, men skjultes for det meste, ude af en bredskygget Hat, og inde af en stor grøn Øienskjerm, som han sjelden aftog – undtagen, naar vi i vore norske eller latinske Stile havde opvartet med et selvgjort Ord, – „for at hilse“, som han sagde, „paa den nye Borger af Sproget“. Hans Dragt var stedse sirlig, i Regelen af fint blaat Klæde, hans Linned skinnende hvidt, undtagen naar der stundom i Brystet kunde lægge sig en strime af Snus, som han flittigt brugte.

  1. Flere fattige Disciple understøttede han uden Tvivl i Stilhed med sin Pung og en af dem, senere Overlæge Ove Guldberg Høgh, har af Taknemmelighed opkaldt sin Søn efter ham, Knud Ørn Høgh, nu anseet Læge i Amerika.