Aschehoug (s. v-vi).

Lidet tænkte jeg, da jeg for ikke mange aar siden sad paa skolebænken og strævede med mine norske stile, der stedse repræsenterede et minimum af omfang og indhold, at jeg nogensinde skulde give mig ikast med at skrive en hel bog. Thi af naturen var jeg soltilbeder og elskede friluftslivet langt høiere end bøger og skrivepulte.

Men underlige er skjæbnens veie.

Det traf sig, at jeg kom udenfor folkeskikken et par aars tid, og besøgte steder, hvor endnu ingen havde været. Dette maatte jeg jo fortælle om, og saa skrev jeg nogle reisebreve til «Morgenbladet», hvorefter jeg troede alle alvorlige følger af mine vidløftigheder var overstaaede.

Men nu kom folk og spurgte mig: «Naar faar vi Deres bog?» ja, mange var endog saa venlige at fortælle mig, at de glædede sig til at læse den. Saa blev det ingen anden raad, end at jeg maatte sætte mig hen paa et roligt sted og agere forfatter, og resultatet af denne min literære virksomhed er det da, jeg her vover at fremlægge for et forhaabentlig ikke altfor kritisk publikum.

Christiania, høsten 1895.

Eivind Astrup.