Den Gyldne Pest/Kapittel 11

Utgitt av Komanditselskapet Narvesens Kioskkompani, Kirste & Sieberth (s. 63-67).
XI
DEN FINANSIELLE URO


Burns stirret ubeslutsomt ut gjennem vinduet. Solen skinte paa det grønne stakit omkring haven, og de første spirende græsstraa tittet mellem den sorte muld. Han saa sin hustru knæle ned ved en liten mandelbusk, der saavidt hadde overlevet vinteren.

Saa vendte han sig uvillig mot den høie mand med den skarpe angelsakserhake og de sterke, forretningsslidte racetræk.

—Banken har jo ikke lidt direkte tap, spurte han. Guld er jo guld.

Cavendish børstet med spidsen av sin handske et støvkorn av sin hat.

—Endnu ikke, svarte han utaalmodig. Men der kommer en opgjørets dag. De maa jo forstaa, at det guld, som nu strømmer ind til os, ikke er vort eget. Der vil fylde vort panserhvælv, det vil sprænge det, naar timen kommer . . .

—Hvilken time?

—Den time da guldet mister sin værdi . . . den time, da barrerne i vor kjelder ikke er stort mere værd end den pukstenshaug der utenfor Deres vinduer . . . Forstaar De da ikke, at der i dette øieblik findes en maskine, som spyr sovereigns utover verden. . . . At der kanske gaar et eller andet geni omkring, som fabrikerer guld likesaa let som Deres hustru laver plumpudding . . . Find den maskine og den mand, Burns, inden aaret er omme, saa skal De faa et slot i Hampshire og en smuk konto i Englands bank.

—Er der nogen ledetraad?

—Absolut ingen!

—Da bør De gaa til en anden. Dette er ikke min specialitet. Jeg kjender nok av falskmyntnere, som av og til lurer noget tin- og messingjuks ind paa markedet. Men her er det andre hænder, som er i bevægelse. Der findes folk paa Scotland Yard, som er bedre skikket til dette arbeide . . . Desuten — jeg har min hustru og min have.

Finansmanden bukket formelt.

—Da har jeg ikke mere her at gjøre, sa han kjølig. Jeg stoler paa Deres taushet mr. Burns og haaper, at De ikke angrer Deres beslutning.

—Det gjør mig ondt, men jeg vil ikke paata mig noget, som ligger utenfor mine evner og anlæg. Denne sak hører til de subtilere i forbryderfaget, — jeg er skapt til det grovere kaliber.

Cavendish svarte ikke. Han gik langsomt mot døren. Det var som der hvilte en tung vegt paa den ellers saa ranke skikkelse. Burns saa bevæget efter ham. Den gamle mand vandret som i blinde. Han vaklet et øieblik og støttet sig tungt paa skrivebordet. Et fotografi, som stod i ramme paa en av hylderne, faldt i gulvet.

Detektiven ilte til.

—Er De syk, lord Cavendish?

—Jeg ber om forladelse for min klodsethet, svarte oldingen. Et øiebliks svakhet. Det er vanskelige tider for en gammel mand. Farvel mr. Burns!

Cavendish rettet sig atter, og Burns bøide sig ned og tok op fotografiet. Han blev staaende et øieblik med det i haanden. Saa lyste han pludselig op . . .

—Her, lord Cavendish, sa han hurtig, og pekte paa fotografiet . . . her er manden, som kunde hjælpe Dem. Der findes ikke hans make. Han eier alle de betingelser, som denne sak kræver. Det er en mand av jern og staal, frygtløs, klok og utholdende. Det var ham, som gjorde ende paa de sorte gribbe. Jeg fik æren, men den var ufortjent nok . . . De sa, at Bank of England var forgiftet. Den mand som De ser der, lord Cavendish, er læge. Han vil kunne kurere bedre end nogen . . . Hvis han vil da.

Præsidenten tok fotografiet og saa paa det.

—Hvor er han fra og hvad heter han?

—Han er nordmand. Hans navn er Jonas Fjeld. Det fortjente at være kjendt over hele verden. Men berømmelsen frister ham ikke. Det er en av disse eiendommelige naturer, som fortæres av sin egen daadstrang. Han trænger til store hændelser og eventyr, som vi trænger til roastbif. Og hans hjerne er et verksted for alle de kombinationer, som skal til for at finde en synaal i et hølæs. Faa den mand til at hjælpe Dem, saa garanterer jeg, at han i løpet av 14 dage fører Dem like i armene paa de folk, De søker. De kan være sikker paa ham. Han er ikke nogen almindelig sporhund, men et sjeldent mandfolk, hvem intet menneskeligt er fremmed.

De blir varm av begeistring, mr. Burns!

—Ja, fordi jeg holder av den mand. Han har to ganger reddet mig. Han har tat min ene arm og mit ene ben under de mest fortvilede forhold. Men han skjænket mig livet. Det betød meget for mig dengang. Nu skylder jeg ham tak hver time, hvert sekund av mit liv . . . Se paa de øine og den mund, lord Cavendish . . . Det er ingen teatralsk opdager med gnistrende glugger, forlorne panderynker og en ildsprutende tandgar . . .

—Jeg synes De sa, at han var doktor . . .

—Han er kirurg. Men by ham en opgave, og han slænger alt andet fra sig. Det er ikke noget, han viker tilbake for. Han er lavet av det haardeste metal, jeg kjender . . .

—Well, sa Cavendish efter en kort pause. Jeg vil følge Deres raad. Vi er i knipe, og vi har ikke raad til at kaste fra os nogen chance. Naar kan Deres ven være her?

Burns saa paa klokken.

—Den er nu 11, sa han. Et iltelegram vil finde ham paa Rikshospitalet i Kristiania før kl. 2. Han reiser i eftermiddag kl. 5.45 med utenlandstoget. 48 timer efter vil han være hos Dem i direktionens værelse i Bank of England. La det være en sak mellem ham og direktionen. Fjeld er taus som graven, men De maa ikke skjule noget for ham. Og kan jeg yde ham en haandsrækning, saa gjør jeg det. Vi trækker godt i spand sammen.

Cavendish vendte sig imot ham.

—Deres begeistring og tro smitter mig, sa han. Skriv telegrammet, saa skal jeg sende det. Min automobil venter . . .

Ut paa eftermiddagen kom der et iltelegram til Ralph Burns. Han sat netop i sin salon og hørte andægtig sin hustru spille en liten vuggevise av Brahms.

Burns rev telegrammet op.

—Vi faar gjester, sa han muntert.

—Hvem? spurte Helene nervøst.

—Fjeld kommer iovermorgen.

—Aanei, hvor morsomt! Blir han længe?

—Vet ikke. Det er en farlig operation. Han skal skjære hul paa en eller anden nede i City . . .

—Du spøker!

—Spøker jeg? . . . Bank of England lider av daarlig fordøielse.