Reformationen i Stavanger Stift. Kirkereformen i Norge fra 1537 af havde i de første Aar nærmest Karakteren af et Statskup, hvorved den holstensk-danske Konge ved Hjelp af de danske Lensherrer paa de 3 Hovedslotte ophævede den katholske Kirkestyrelse, bemægtigede sig Bispegodset, Bispetiende, Kirkeskatte og Klostergods samt tilegnede sig den kirkelige Styrelse. Selv efterat Regjeringen havde begyndt at føle sine Pligter som kirkelig Styrelse, rettedes Regjeringens Omsorg kun paa Hovedlenene (paa Østlandet og i Bergens Stift blev saaledes den danske Ordinans gjort gjældende i 1539), medens Stavanger Stift maatte staa tilbage. Dette Stift var nemlig i verdslig Henseende delt mellem flere: Lensherren paa Bergenhus, Thord Roed, som c. 1538 afsatte den sidste katholske Biskop, havde kun Raadighed over Stavangers og Mandals Len, Lensherren paa Akershus, Peder Hansen, havde Nedenes, medens Lister Len var overladt til Stig Bagge. Disse har vistnok udført Kongens verdslige Befalinger[1], men noget Indgreb i Kirkestyrelsen vides de ikke at have gjort, og kirkeligt har vistnok Stiftet i nogle Aar været i fuldkommen Opløsning. I 1541 udnævntes endelig en Superintendent for Stavanger Stift, Bergenseren Jon Guttormssøn, til hvis Indtægter endel af det gamle Bispegods blev udlagt; han skulde nu indføre Reformationen i Stiftet. Han har af en yngre Samtidig faaet det Vidnesbyrd at have været en „meget forsømmelig Mand“[2]; men denne Dom synes for haard, naar Hensyn tages til de vanskelige Forhold, at han kun havde liden Hjelp af den verdslige Styrelse, der var delt mellem flere Lensherrer, at han havde at kjæmpe med en ganske katholsk Almue og ikke engang kunde afsætte de katholske Prester. Snarere synes det mig mærkeligt, at han i den korte Tid, han virkede (1541—57), naaede saa langt. Efterhaanden som de katholske Prester døde bort, sørgede han for at faa indsat nye, over hvis Rettroenhed der ikke klages; selv i Fjeldbygderne, hvor man holdt fastest ved den katholske Tro og fordrev eller ihjelslog de lutherske Prester, lykkedes det ham ofte ved personlig Underhandling at faa nye ansatte og erkjendte. Under hans Ledelse foregik i Aarene 1554—56 en vidtløftig Reparation af Stavangers Domkirke, hvortil han flittigt lod opkræve Cathedraticum og Kirkens øvrige Rente rundt i Stiftet; tiltrods for de reducerede Stiftsindtægter sørgede han for, at Skolen i Stavanger holdtes ved lige, og han holdt to Studenter i Kjøbenhavn til Studiet[3]. Vigtigst var, at Skolen fornyedes i luthersk Aand, thi herfra skulde det lutherske Presteskab udgaa; til den vandt han en dygtig Lærer i Sjælændingen Jakob Madssøn, som efterat have virket i flere Aar i Bergen indkaldtes til Stavanger c. 1555 og blev forlenet med et Kanonikat (Kolnes Præbende)[4].

Hvorledes det gik til, at Jon frivilligt eller ufrivilligt fjernedes i 1557 fra sit Embede, kan nu ikke fuldt opklares. Det sees, at han i 1557 opholdt sig i Kjøbenhavn for at tale sit Stifts Sag, og det er rimeligvis der, han indgav de endnu utrykte „Nødagtige Artikler at give kong. Majestæt tilkjende paa Stavanger Stifts Vegne“, hvori Stiftets Brøst tydelig fremlagdes og Reformer forlangtes; da disse negtedes, nedlagde han sin Værdighed og beholdt kun til sin Underholdning et Præbende ved Domkirken. For at spare Udgifter (eller rettere for at Regjeringen kunde beholde saameget som muligt af Kirkegodset) besluttede man først at ophæve Stavanger Stift, som skulde deles mellem Oslo og Bergen; men da denne Plan strandede (rimeligvis paa vedkommende Biskopers Modstand), besluttede Regjeringen at sende som Biskop til Stavanger en gammel Mand paa mindst 80 Aar[5], Jens Gregersen Riber, der havde været Superintendent paa Færøerne, men havde forladt disse, da han „ikke med nogen Autoritet kunde forestaa dem for nogle Modstandere der paa Landet“. Følgerne udeblev ikke: Jens Riber formaaede ikke at opretholde sit Stifts Interesser mod den verdslige Øvrighed; han fandt sig uden Klage i, at Kongen eller Lensherren paa Bergenhus unddrog fra Bispen de bedste Gaarde og gav dem til Lægmænd[6] eller endog til Prester[7], at flere af Domkapitlets Præbender blev givne til Lægmænd[8], og at endog et Prestegjeld blev forlenet til en Foged[9]. Samtidig klages der stærkt over Domkirkens Forfald, Almuens Ulydighed og Biskopens Svaghed; faa Aar senere karakteriserer Regjeringen selv Tilstanden derhen, at „Stiftet udi nogen Aar har været uden Superintendent“. Lensherren paa Bergenhus, Erik Rosenkrants, griber endelig ind og beskikker ham en Suffragan i Jakob Madssøn, der fra c. 1560 havde været Sogneprest i Stavanger; hans væsentligste Hverv skulde være at udføre Visitatser for den affældige Biskop. Men denne virksomme Mand døde allerede i 1568 eller 1569, omtrent samtidig med, at Erik Rosenkrants forlod Bergenhus[10], og nu indtræder atter Splid og Opløsning i Stiftets kirkelige Forhold. Den forrige Biskop, Jon Guttormssøn, havde fulgt Jakob Madssøn som Sogneprest og havde efterhaanden tilegnet sig tre af Kapitlets Præbender[11] samt den Del af Kapitlets Fællesindtægter, der skulde gaa til at holde en Student i Kjøbenhavn, medens Byfogden hævede Leien af flere af Kapitlets Grunde og andre Myndigheder havde taget Kommunshuset (Kapitelsgaarden). Nogle af Kannikerne under Ledelse af Hr. Rasmus Thordssøn i Torvestad klagede vistnok til Kongen over Jons og andres Overgreb, men da saa Mads Skeel fra Bergenhus indfandt sig i Stavanger og gav Kapitlet dets Grunde og nogle Præbender tilbage, idet han samtidig udnævnte Rasmus Thordssøn til Kapitlets Leder, førte dette kun til, at Jon Guttormssøn reiste til Kjøbenhavn og fremstillede Forholdene i det Lys, at nye Kongebreve ophævede Reformerne. Kort efter greb atter Mads Skeel ind, idet han beskikkede Mag. Jørgen Erikssøn til Suffragan; men da han i Jan. 1571 kom til Stavanger, negtede den gamle Biskop at afgive til ham noget af sine Indtægter, og Mag. Jørgen maatte Sommeren 1571 drage til Danmark, hvor Kongen 29de Juli s. A. udnævnte ham til Biskop og samtidig gav Lensherrerne Befaling til at indrede Kommunshuset til hans Residens, at skaffe ham de tabte Indtægter og Gaarde tilbage, at bringe Præbenderne tilbage paa geistlige Hænder o. s. v. Disse Befalinger, som ogsaa i det væsentlige blev satte i Værk, er egentlig den første ordentlige Foranstaltning fra Kongemagtens Side for at bringe de geistlige Forhold i Stiftet paafode.

Det er en Selvfølge, at hvad der var opbygget eller grundlagt under den første Biskop, var enten stanset i sin Væxt eller faldt ned igjen under de senere Opløsningens Aar, og Efterretninger fra disse Aar viser ogsaa, hvormeget der stod tilbage at gjøre. Mag. Jørgen fandt vistnok ved sin Tiltræden, at Presterne „ikke lærte anderledes, end den hellige Skrift formelder og kgl. Majestæts Ordinans udviser, ei heller anderledes skikke sig udi Ceremonier, end dem udi Ordinansen befales“, men man ser dog samtidig ikke alene, at Almuen fremdeles holdt fast ved megen katholsk Lære, men ogsaa at Presterne maatte finde sig i at tage Del i katholske Kirkeskikke. Saaledes brugtes fremdeles „Lystænden“ ved Daab og Barselkvinders Kirkegang, Almuen gik kun til Alters paa Paaskedag og havde da indtil 6-aarsgamle Børn med; den holdt fremdeles paa, at Fadderskab skabte aandeligt Frændskab; den feirede fremdeles „Kjørmøss“ (Aarsdag for Kirkeindvielse) og afholdt sig fra Arbeide paa Helgendage, som var forbudne i Ordinansen, ja man overtalte Presterne til at holde Gudstjeneste og Kirkemesse, ialfald at deltage i det dermed følgende Gjæstebud; og naar Barselkvinder indlededes i Kirken, hændte det fremdeles, at de „ikke strax vilde søge sine egne Stole, men holde sig den Dag for et afgudisk Alter“[12]. I de øvre Dalfører, navnlig i Raabyggelaget, holdt Almuen fremdeles fast ved den gamle Religion eller var næsten falden tilbage til en hedensk Vildskab. Valle Prestegjeld havde saaledes i 3 Aar været ganske uden Prest, da ingen vovede at gaa did, og for at saa en Prest maatte Almuen indgaa en særegen Forpligtelse. I Omlid havde Bønderne endnu værre Lov: „en Prest dræbte de, den anden hugges og droges de med, den tredie hug de to Fingre fra, den fjerde jog de i Badstuen, hvergang de drak“, og den femte (Jens Droby, som selv har berettet dette) blev i Julen 1576 „udjaget med sin Dreng og ladt i en øde Lade om Natten og var nær frossen ihjel“. Der kom fra Bønderne Klage over ham til Lensherren Erik Munk paa Nedenes, men deres eneste religiøse Anker var, at „Hr. Jens ikke vilde sige Kjørmøss“ (d. e. holde en rent katholsk Gudstjeneste, som Ordinansen udtrykkelig forbød), og at Hr. Jens ikke prædikede 2den og 3die Juledag, hvilket det oplyses kom af, at ingen af Bønderne vilde gaa i Kirke[13]. Klagen viser iøvrigt, at den dybeste Grund for den stærke Misfornøielse ligesaa meget var en økonomisk som religiøs. Almuen, hvis Forfædre i sin Tid havde vedtaget at betale Tiende til den katholske Geistlighed, følte det naturligvis som den høieste Uretfærdighed, baade at Kongen bemægtigede sig en Del af hvad der var helliget Gud, og at de dem paatvungne „kjætterske“ Prester indtog de rettroende Presters Kirker og krævede at nyde det til disse af rettroende Forfædre skjænkede Gods og Tiende. De lutherske Prester, der betragtede den katholske Lære og Ceremonier som Afguderi, kalder derfor Bønderne „Prestehadere“, men Hr. Peder har med mere Ret søgt Forklaringen i, at „den gamle katholske Surdeig sidder endnu i dem“. Da de religiøse Spørgsmaal her forenede sig med den sædvanlige Ulyst til Skatter og Afgifter, er det naturligt, at Almuen kun tvungen og vrangvilligt betalte sin Tiende. Medens i katholsk Tid Tienden hertillands deltes i fire Dele — til Bispen, Kirken, Presten og de Fattige („Bondeluten“, som Almuen i Regelen beholdt inden Sognet til Fordeling mellem dettes Fattige) —, paabød den danske Ordinans, at Tienden skulde deles i tre Dele — til Kongen, Kirken og Presten —, hvilket naturligen førte til, at Bønderne i Virkeligheden delte Tienden i fire Dele, men selv beholdt den ene Fjerdedel. Selvfølgelig søgte de ogsaa paa andre Maader at formindske Ydelsen; de hævdede sig saaledes Ret til at undtage fra Ydelsen „Sædekorn“ og „Madkorn“; de unddrog fra Tiendeydelsen Produkter, der ikke udtrykkelig var nævnte som tiendepligtige, f. Ex. Rug, der i Sprogbrugen ikke gik ind under Benævnelsen „Korn“ (ɔ: Byg) o. s. v.

En af de største Vanskeligheder for Stiftets Geistlighed stammede fra den verdslige Styrelse: Lenene var fordelte mellem flere, tildels i Danmark boende Lensherrer, der bestyrede Lenene ved stue Fogder, og paa samme Tid laa den geistlige „Befaling“ over Stiftet hos Lensherren paa Bergenhus, som enten aldeles ingen Befatning havde med de verdslige Len eller ialfald kun med enkelte. Geistligheden havde saaledes liden eller ingen Støtte i den verdslige Øvrighed, thi Fogderne, som tildels selv var Bønder, kunde ikke lægge sig ud med Bønderne, men var ikke saa bange for at forgaa sig mod Presterne. Presterne klage derfor paa Synoden 1573 over, at Fogderne „indlægger paa Presterne Styrmænd, Bøsseskyttere, Sagskjærere, Baadsmænd og andre til Kost at holde“, at de besværer dem „med Øl og Fetalje at udgive til Kongens Skibe“, med det store Thinghold paa deres Gaarde „ikke alene med Gjæsteri, men ogsaa at Presten forhindres fra sin Bog og Studering“, at Fogden eller hans Folk „lægger sig Vind efter at drive Løsagtighed i Prestegaardene“ og mangesteds „indfører Kongens Leding og Rettighed i Kirkerne og dem saa opfylder, at Sognepresten neppelig ved Tiden kan komme til Alteret, Prædikestolen eller Døbesonten at gjøre sin Tjeneste, ikke heller Sognefolkene kunne komme i sine Stole“. Fogderne er naturligvis heller ikke meget villige til at hævde Presterne i deres lovlige Rettigheder — Tiende og Offertold —, og paa den anden Side fulgte det med Mangelen, paa Overøvrighed, at Presterne ikke kan hindre Fogderne fra at optage Kirkernes Indtægter og udhugge Kirkernes Skove o. s. v. Opgaven for den nye Biskop var saaledes mangesidig: det gjaldt at vinde Medarbeidere blandt Presteskabet eller at skaffe sig bedre Redskaber gjennem bedre Belærelse, det gjaldt ogsaa at reformere Almuen, for at den muligen godvillig kunde underkaste sig de nødvendige Reformer, men fremfor alt gjaldt det at vedligeholde Regjeringens Interesse uden stadigt som Forgjængeren at kræve pekuniære Opofrelser. Mag. Jørgen gav sig med hele sin Kraft ifærd med sin Virksomhed og blev i de 31 Aar, han styrede, aldrig træt, skjønt han ofte maatte begynde fra nyt af. Allerede i 1572 foretog han en Visitats gjennem ialfald Stavanger og Lister Len, maaske endnu længer øst, for at lære sit Stifts Prester og deres Stilling nærmere at kjende.

  1. Det sees af et Thingsvidne, at Stig Bagge i Undal bemægtigede sig (paa Kongens Vegne?) en Gaardpart, som i lang Tid havde ligget til Prestebordet (Diplom af 27de Febr. 1575 i Rigsarkivet).
  2. se S. 226.
  3. Stavanger Kirkes Regnskab for 1554—56 (Rigsarkivet). Den der nævnte Skolemester hed Simon, ikke Øymund, som Faye i „Christiansands Stifts Bispehistorie“ S. 130 har læst Navnet.
  4. Han efterfulgtes c. 1560 af Skaaningen Michel Jakobsen (Ibsen), der havde studeret i Bergen under Mag. Absalon (N. Mag. I 224). At han var Skolemester, ikke Prest i Stavanger, sees af en Liste over de Geistlige i Stavanger Len i Bergenhus Lensregnskaber for 1563 (Rigsarkivet).
  5. En af hans Eftermænd kalder ham „en simpel og vel bedaget Mand over 100 Aar gammel“ (Stavanger Kapitelsbog).
  6. Fogden i Ryfylke, Holger Bagge, bemægtigede sig Gaarden Fragefjord og blev bekræftet i Besiddelsen, uagtet Kongen først havde givet den til Otte Stigssøn (1559), derpaa til Mauritz v. Berlin (1562); i 1565 blev den overladt til Jens Pedersen (Frille) til Bro, som først 1571 gav den tilbage til Bispestolen. Digredal gav Kongen 1568 til Lagmanden Christoffer Grøn, som først 1572 maatte give den tilbage (N. Rigsreg. I 270, 293, 328, 418, 461, 605, 687, 689; II 35). Ogsaa Sem og Ladegaarden ved Stavanger blev beslaglagte, se Norsk Theol. Tidsskr. II 242.
  7. Presten i Avaldsnes, Christoffer Sivardsøn, fik saaledes 1560 ved Indflydelse fra Bergen Gaardene Vaage og Nordvold (N. Theol. Tidsskr. II 242).
  8. Kjellands Præbende (i Sogndal) fik Agdesidens Lagmand Jon Simensøn, Ekenes Præbende (Hetland) fik Stavanger Lagmand, Slotsskriveren paa Bergenhus, Laurits Hanssøn, fik et 3die, og en af Erik Rosenkrants’s Fogder, Jørgen Stabel, et 4de (N. Rigsreg. II 224. N. Magasin I 246 og 373).
  9. Fogden Jørgen Stabel fik Finnø, men maatte dog afstaa det ved Rigsraadernes Indgriben 1568 (N. Mag. I 373).
  10. Efter ham blev den verdslige Myndighed yderligere splittet, idet Mads Skeel fik hele Bergenhus Len med Overopsigten over Stavanger Stist, medens Stavanger Len blev overdraget til Henrik Brockenhus.
  11. Kolnes, Overvatne og Stokke.
  12. ɔ: Alter for den hellige Jomfru eller en Helgen. N. Tidsskr. for Theol. II 247 ff.
  13. Diplomer fra det danske Geheimearkiv i Afskrift i Kildeskriftfondets Samlinger No. 55 og 58.