guddommelig Gnist af den hellige Ild paa Geniets Alter.
Men det fatale ved Sensationen, det var den berusende Kimære: »Med et eneste Spring har jeg naaet Parnassets Top! Fuldkommen er min Begavelse født til Verden!« Det var den fuldstændige Forglemmelse af Kunstens Devise: »Ej blot til Lyst!« Det var Epikuræerens Drøm om Nyden uden Arbejde og Kamp.
Andreas Thorsens Hjerte bævede af hellig Fryd. Herren havde været stor mod ham og havde besøgt hans Hus. Faderhjertet havde ikke Rum for Kritik; det følte kun det skønne og takkede Gud.
Samtidigt med, at det første Bind Dikte blev sendt Thorsen, modtog han tillige Underretning om Andrés Forlovelse med Grev Wasili’s Datter, Komtesse Olga.
En forunderlig, men let forklarlig Angst greb den jevne Mand ved Tanken paa denne fornemme Svigerdatter.
»Hun gav den syge Lap Vin at drikke paa Varangerfjeldet,« tænkte han derpaa i sin medfødte Trang til at yde Retfærdighed. »Hun maa være god. Jeg mindes vel hendes Ansigt.«