En af de sørgmodige, slaviske Melodier, langsomme, ensformige og dog saa navnløst gribende klang ud over Tromsø-Sundet.
André stod stille, han rørte sig ikke af Pletten.
Anede han i dette Øjeblik den dulgte Angst og Vemodens Inderlighed i Sommerglæden hos enhver af Ultima Thules Børn?
Selv deres Nyden er en Kval; thi i samme Nu, den bliver født, dør den.
Anede han pludselig i dette Øjeblik Forkrænkeligheden og alle Tings Forgængelighed — selv hans eget Livs?
Og André brast ud i en iskold, skærende Latter, saa vild, saa forfærdelig, som man kun kan høre den i et Daarehus; thi Dæmonerne inde i ham maatte faa Luft.
Der var en sønderrivende Splid mellem de tre Naturer, som boede i ham: Lappens, Kvænens og Nordmandens. De trak hver til sin Side forat slide hans Sjæl itu.
Der var et Kaos af fjendtlige, sammensatte Magter i hans Bryst, men i dette Kaos var der et Centrum, og i dette Centrum sad »den indre Dommer«, som Lapperne havde givet ham med paa Reisen, og »den indre Dommer« gav ham ikke Fred.