»Har du set det?« raabte han.
»Ja, men jeg har tillige hørt det.«
»Hvor?«
»I Aften, — paa Konserten.«
»Og hvad siger du dertil?«
»Intet —«
»Intet!«
»Nej. Jeg siger intet andet end, — det gør mig ondt for den unge Pige. Jeg siger intet andet, André —«
»Nej, — du »»siger intet andet!««
Olga foldede sine Hænder. Hendes Mand saa ikke, at de skælvede krampagtigt.
»Jeg er ikke skinsyg.«
»Nej, det skal Gud vide, du er ikke skinsyg!«
»Men du kan ødelægge hendes Rygte, André.«
André brast ud i en spottende Latter. »Du lille, dydsirede, barmhjertige Søster! Jeg forsikkrer dig, du kan berolige din altfor ømme Samvittighed. At en Dikter, en Berømthed kurtiserer hende, skader hende saa langt fra, at det snarere hæver hende i alles Øine. At en Kunstners Øje vælger hendes Ansigt til Beskuelse, maa være hende en Ære.«
»En Ære!« sagde Olga. »En Ære det, som er en Forhaanelse!«