Side:Andreas Faye - Norske Folke-Sagn (1844).djvu/171

Denne siden er ikke korrekturlest
135

Alt havde et saa øde og tomt Udseende, at Skytten ei uden hemmelig Gru omsider vovede sig ind i Loftbygningen. Nedenunder fandt han blot Spor efter fordums Virksomhed. Paa Jaren stod en halv forirret Kjedel, paa længst sluknede Kul, paa Bænkene laae Spindetene og halvforraadnede Garnnyster og andet qvindeligt Virke paa Væggen hang en Bue og nogle andre Vaaben, men Alt var bedækket med Aarhundreders Støv. Skulde der da intet Spor findes af de fordums Beboere, tænkte han og steg op ad den ledeløse Stige til Overloftet, og see, da han kom her, fandt han store af Stokke tømrede og med begge Endeveggene i Husvæggen indsinkede Sengesteder, og i hvert af dem Beenraden af to og flere Mennesker, det Hele halv bedækket med en utallig Mængde Muus, der, opskremte ved hans Komme, i vild Uorden stormede omkring paa Loftet og under deres Stræben efter at komme til Stigehullet som en Sky overfore ham. Efter at den første Rædsel var gaaet over, undersøgte han ligeledes Gaardens øvrige Huse og fandt Alt saaledes, som de fordums Beboere ved deres pludselige Død havde forladt det. Da Husene endnu vare gode og han af hyppige Spor omkring dem efter tidligere Opdyrkning ventede at kunne erholde en god Hjemsted, tilegnede han sig Fundet ved at indhugge med sin Haandøxe Bomærke og Aarstal paa Lofthusets Veg. Han søgte da atter hjemad- idet han bestandig blikkede Træerne paa sin Vandring, for at kunne gjenfinde Stedet.

Han vendte tilbage med Mennesker og sit Gods, ryddede Skovene og optog de gamle Jorder. Sin nye Odel kaldte han til Erindring om Fundets Omstændigheder Musstad og saaledes heder Gaarden endnu, som efter Sagnet den Dag i Dag beboes af den første Finders Æt. Lofthuset staaer endnu paa Gaarden og i den vestre og østre Væg paa Overloftet sees endnu Indsinkninger efter de gamle Sengesteder. Aarstallet paa Udvæggen er ei udslettet af de morkne Furustokke, paa hvilke enhver Øxeeg lægger sig.