Side:Andreas Faye - Norske Folke-Sagn (1844).djvu/189

Denne siden er ikke korrekturlest
153


Anm. Mundtligt, sammenlign Kraft 4, 824 og Budst. 5, 358. Suhms samlede Skrifter 3, 293 Saxo 7de Bog, kritisk Undersøgelse af Danmarks og Norges Sagnhistorie ved P. E. Müller 161 og Balladen om Hafbur og Signe, der foruden andre Steder findes i danske Viser fra Middelalderen, udgivne af Nyerup og Rahbek, 3die Deel forsynet med interessante Anmærkninger, blandt hvilke følgende: „Det ved Signes og Habors Hendeldelser fremstillede Exempel paa trofast Kjerlighed, urokkeligt Venskab, uslukkeligt Had til Fiender, samt Hevnlyst og Ringeagt for Døden, er det rene Aftryk af gamle Nordens Aand og Tænkemaade. En Skildring af den Natur greb saa ind i ethvert skandinavisk Gemyt, at ikke alene alle tre nordiske Riger, men endog i ethvert Rige tre, fire Provindser tilegne sig denne Tildragelse. Det Factum, som ligger til Grund for dette i hele Skandinavien saa almeen yndede Sagn, skjuler sig langt borte i den fjerneste Oldtid, hvor man raner i tykt Maria uden at kunne med Kritikens Fakkel belyse de forekommende Gjenstande. I Landnama og i de eddaiske Sange, hos en Saxo og en Snorre, altsaa hos Forfattere, som have levet i 10–13de Aarhundrede, er Talen derom som et Echo, der gjenlyder fra hine længst henrundne umindelige Tider.“ Allerede i Thjodolfs Ynglingatal fra 9de Aarhundrede kaldes Galgen Signes Mands Hest.

I de nævnte Anmærkninger omtales endvidere de Steder i Danmark, Sverige og Norge, der gjøre Fordring paa at være Skuepladsen for denne Tildragelse, og hvortil jeg altsaa henviser den, som ønsker nøiere Underretning herom. Sammenlign Afzelius 1, 73.

Blandt de norske Beilere til den Ære ville vi nævne: Egnen om Frederikstad, hvor Biskop Jens Nielsen allerede 1584 fandt Hagbarholm o. m.; Sigarsvold paa Lister, hvor Signes Fader, Kong Sigar, skal have boet og Fritsøkulen, et yndigt Sted ved Faritsvandet i Nærheden af Laurvik, hvor Sagnet fortæller, at Signes Jomfrubur har staaet. Sagnet her tilføier, at Kongen frigav Habor, da han fik at vide hvo han var og endog lovede ham sin Datter: men da en skinsyg Terne hidsede Hagbars blaa Kappe op i Galgen, brændte Signe sig inde. Til Straf blev Ternen levende begraven og ved Nattetid hører man endnu hendes Skrig og Signes Sang. De maae dog alle vige enten for Gaarden Steig paa Engelen (Aungley), der har Landnamabogen for sig, som Side 256 beretter: „I Aungley bio Sigar Kongr a Steig, oc þar Signyarbrunnr i Hagbardsholme“ eller for Urnes i Sogn, hvor, som vi have seet, en Samling af Sagn pege hen paa denne Tildragelse.