Side:Andreas Faye - Norske Folke-Sagn (1844).djvu/99

63

Rumpe, hvorpaa hun kjendes fra de Øvrige. Efter hende følge en heel Mængde af begge Kjøn. Seer man dem fortil, da ere baade Rytterne og Hestene store og deilige, men bagtil seer man Intet uden Guros lange Rumpe. Hestene ere kulsorte og have Øine, som lyse i Mørket, og styres med gloende Stænger eller Jernbidsler, der i Forening med Rytternes Skrigen foraarsage en frygtelig Allarm, som kan høres lang Vei. De ride saavel over Vand, som over Land, og man seer neppe Hestehoven røre ved Vandskorpen. Hvor de kaste Sadlen paa Taget, der maa strax et Menneske dø, og hvor de fornemme, at Slagsmaal og Mord i et Drikkelag vil indtræffe, der komme de ind, og sætte sig paa Hylden over Døren. De forholde sig rolige saalænge Intet er paafærde, men skoggerlee og rasle svert med deres Jernstænger, naar Slagsmaal begyndes, og Drab begaaes. Færden reiser især omkring i Julen, naar de store Drikkelag holdes. Paa Gaarden Bakken i Svartedal i Øvre-Thelemarken pleier den at hvile, og ved Sundsbarmsvandet bager den sedvanlig Brød. Naar man hører Færden komme, maa man enten see at komme af Veien eller i al Fald kaste sig næsegruus paa Marken, og lade som man sover; thi man har havt Exempel paa, at levende Mennesker ere blevne opsnappede af Færden, og enten førte tilbage til det Sted, hvor de bleve optagne, eller ogsaa fundne halv bedøvede liggende langt fra det Sted, hvorfra de bleve bortførte. En Juleqveld foer saaledes Skreia over Nordbø i Nissedal og man hørte et fælt Raab: „til Hest, til Hest.“ Manden vilde see ud, men inden han vidste et Ord deraf sad han paa Mønen af sit eget Hus. Endnu værre gik det Helge Tveitan. Hun blev revet bort af sin egen Seng og bortført af Færden. Da hun kom til Holmevand, en Miil fra sit Hjem, kjendte hun sig igjen paa de mange Holmer. En Times Tid efter blev hun halvdød kastet ind ad Døren i sit eget Hjem. Skumsvede Heste, der have været med i Færden, sees ofte. Paa Trydal i Gjerrestad, hvor man truer skrigende Børn med