Side:Astrup - Blandt Nordpolens Naboer.djvu/103

Denne siden er korrekturlest

trækremme og speider med spidsede ører udover den hvide flade, medens deres herrer samtaler, ivrig hviskende, standser og lytter, strækker sig og speider, løber lidt og standser igjen, saa man tilsidst begynder at tvile om, at folk, der bærer sig saa, bare fordi de

Bjørnejæger in spe.


opdager et spor eller to, virkelig kan være saadanne mesterjægere, som man fra først at kunde have grund til at tro. Dog kommer man snart ved yderligere iagttagelser af dem til det resultat, at de tiltrods for sin stærkt ophidsede sindstilstand selv i de alvorligste situationer forstaar at bevare den mest beundringsværdige aandsnærværelse.

De spor, vore venner havde opdaget, var efter en binne med to unger. En tid forfulgte de alle de samme spor, men da de saa med et paatraf endnu et friskt spor efter en enkelt hjørn, der havde gaaet i en helt forskjellig retning fra de første, skiltes de, idet Akpallia valgte at forfølge det sidste paa egen haand.

Langt om længe opnaaede han at faa øie paa det efterstræbte dyr. Det laa da roligt og solede sig ved foden af et isbjerg, men endnu saalangt borte, at det kun saa ud som en uformelig mørk masse.

I samme øieblik som den indfødte har opdaget det, stiger hans ophidselse, og han tiltaler sine hunde