forplantningsorganer, antheridier og archegonier, der har en meget karakteristisk bygning (fig. 26). De sidste (5) er flaskeformede beholdere med en flercellet, énlaget væg og bestaar af en nedre bugdel og en øvre del, halsen. I bugdelen ligger én egcelle.
moseblad.
Antheridierne (6) er kølleformede og stilkede. Deres væg er som archegoniernes flercellet og énlaget. I det indre er der talrige celler, som hver udvikler en sædcelle. Naar antheridiet er modent, aabner det sig i toppen, hvorved sædcellerne bliver fri, Sædcellerne har i forenden to svingtraade, ved hvis hjælp de kan bevæge sig i vand.
Ved vandets hjælp (regn, dugg etc.) overføres sædcellerne til archegonierne, hvorpaa de trænger ned gjennem disses hals til egcellen. Kun én sædcelle smelter dog sammen med egcellen. Efter befrugtningen begynder egcellen straks at dele sig og vokse videre.
5 archegonium. 6 antheridium.
Den ukjønnede formering sker ved sporer. Af egcellen vokser der op en stilk (st i fig. 24), der i spidsen bærer et sporehus (sp). Dette er i ung tilstand dækket af en hætte eller calyptra (c), der imidlertid afkastes, allerede før sporene er modne. Sporehuset er kapsellignende og har øverst et laag med en liden spids paa midten. I sporehusets midte rager der op en søile, columella, omkring hvilken der ligger et cellevæv, hvori sporerne dannes. Sporerne opstaar i et antal af fire i hver modercelle. Naar de er modne, falder sporehusets laag let af, hvorved de bliver fri.
Sporerne er runde, éncellede og har dobbelt væg, en yderhinde og en inderhinde.
Naar sporen spirer (fig. 27 A), udvikler den sig til en
