historiske verker rundt om os i nabolandene. Overalt søker de historiske forfattere at fremdrage hvad der kan tjene til forherligelse for deres egen nationalitet. Den politiske stilling Norge i flere aarhundreder har indtat, har utsat det for, mere end andre nationer, at se sin nationalitet forglemt, og den del det i ældre tider har tat i verdensbegivenheterne, enten ignorert (overset) eller fremstillet i et urigtig lys. Det var at befrygte at denne forglemmelse, ignoreren eller urigtige fremstillingsmaate vilde vedvare og befæste sig under vore tiders historiske kappestrid, hvis ikke en norsk historieforsker selv, ved at samle og utgi alt hvad ældre og nyere granskninger i hans fædrelands historie hadde bragt for dagen, søkte at motarbeide de falske forestillinger der ellers, naar man ganske overlot feltet til utlændingen, sandsynligvis vilde utbrede sig.»
Med saa tørre talemaater hjalp han sig ikke naar han stod overfor de ovenantydede kunstige hindringer, paa sprang til at træde dem under føtter — det hændte at han trampet til med jernslaat hæl.
Alt i sit aller første skrift, den ovenfor nævnte kritik av teologen Fayes Norgeshistorie, hadde han — endda han lot det trykke i angjældende naboland — klart og bestemt pekt paa hindringen: «Ikke at tale om at den vankundighet der hersket i Norge paa en tid da Danmark allerede hadde dygtige historiegranskere, gav disse en aldeles uindskrænket magt til at fremsætte hvad de, ofte maaske blindede av en meget tilgivelig fædrelandskjærlighet, ansaa for det rette, uten at nogen patriotisk nordmand var istand til, om han end ante hvad der var rigtigst, at gaa til kilderne og fremdrage hvad der var skjult.»
