21—23 jan.tvil en samfundsfarlig person; tøilesløse lidenskaper fører ofte til forbrydelser, og han skal derfor holdes fængslet for livstid. Piken vækker den største medlidenhet; en forført pike som er fattig og forlatt, kan mere end nogen anden gjøre krav paa overbærenhet, og hun skal sitte fængslet, til hun engang blir benaadet av kongen. Den tredje, som skal holdes fængslet paa samme maate, blir straffet nok for at ha stjaalet 5 mark ved at miste friheten. — Jeg takker Gud for ikke at maatte underskrive en dødsdom. —
24Major Rømer, kongen av Danmarks adjutant, kom idag med et
brev fra kongen, datert den 17de januar, som indeholder melding om at
Norge er avstaat til Sverige, og ordre til mig om at forlate min post
og vende tilbake til Danmark, efterat jeg har kaaret kommissærer for at
utlevere fæstningerne og derefter hele landet til Sverige. Jeg forstaar,
at kongen har maattet gaa med paa denne avstaaelse for at faa fred;
selv Østerrike har svigtet ham og erklært, at Sverige og de allieredes
interesser falder sammen. Men at kongen kan tro, at det norske folk
gir sig godvillig, at han tror om mig, at jeg er usssel nok til at svigte
det i denne stund, det kan jeg virkelig ikke fatte. Med god grund skulde
man kunne stene mig, hvis jeg nogensinde skulde kunne la i stikken
et folk som elsker mig, og som sætter al sin lid til mig. Jeg skulde
svigte det uten engang at prøve paa at verge det — aldrig i verden,
ikke saa længe jeg lever. — Briggerne er kaldt tilbake, men jeg lar
dem slet ikke dra avgaarde.
Det som gjør mig rolig for Danmarks skjæbne, er at de allierede tropper alt trækker sig ut av Slesvig og Holsten. Man vil gjerne se den svenske prins ved Rhinhæren, og den engelske gesandt skal ha sagt, at det slet ikke var nødvendig at holde tropperne tilbake i Holsten som garanti for avstaaelsen av Norge. Et opsnappet brev fra en oberst Stuart i det store hovedkvarter fortæller os, at Sveriges kronprins maa skynde sig at dra til Rhinen, hvis han ikke helt vil bryte med de allierede. Gud vet hvad der vilde hændt, hvis man hadde negtet at gaa med paa en saa skjendig fred, men jeg har oprigtig ondt av kongen. Hans pengevæsen er i en forferdelig tilstand; men hvor dypt synker han ikke i nationens øine? Han har mistet Norge for alle tider, og det er ganske sikkert tapt for vor slægt, hvis jeg ikke holder paa det.—
