Febr. 16Alle talte i samme aand, nemlig Rosenkrantz, derefter Anker,
Treschow, Sommerhielm, Nielsen, Tank, amtmand Collett og
Haxthausen, Falbe og Liitken, da spørsmaalet kom frem. —
Efter oplæsningen av de officielle aktstykker blev forhandlingerne aapnet med den høitidelige erklæring, at ingen vilde være svensk, og derefter blev det ovennævnte gjentat. Alle raadet til at jeg, slik som jeg hadde erklæret at ville gjøre det, skulde ta regjeringens tøiler og holde dem med fast haand med en konges hele magt; at jeg burde sammenkalde folkets utsendinger og la dem gi Norge en grundlov; da vilde kronen tilfalde mig med den mest utvilsomme og hellige ret, og hver mand vilde interessere sig for at verge den med sit liv. Følgerne av en slik enstemmig folkevilje vilde da falde tilbake paa nationen, ikke paa mig. Min ven Anker, som forresten nærer meget despotiske anskuelser, og biskoppen som er svak som et siv, og skifter meninger som man skifter skjorte, mente ogsaa at dette vilde være det klokeste, især hvis dette var den almindelige mening.
Min eneste indvending — ti jeg vil bare folkets vel — var, at dette vilde gi vore fiender midler til at lage intriger, og ikke gi os en saa god stilling i de fremmede magters øine, som hvis vi tok det energiske skridt straks at sætte mine forfædres krone paa mit hode. Alle forsikret, at den offentlige mening — naar den saaledes blev raadspurt — ikke vilde finde sig i nogen protest, og de lovte mig alle som én slet ikke at taale nogen indvending; enhver motsat mening kunde bare være et eggende skridt fra svensk side og maatte undertrykkes. —
Jeg følte vegten av hvad de sa, og ofret med glæde baade den ret som jeg trodde at ha, og min egen personlige mening for den offentlige mening, som blev uttalt av saa kloke og agtværdige mænd. Sejersted sa mig senere, at han var av samme mening. — Jeg tar altsaa titelen regent, og vil sætte mig i spidsen for folket for at verge dets rettigheter — et vakkert hverv, som Gud nok vil velsigne. — Alle var de begeistret for mig og fedrelandet. —
17Jeg avfattet alle mine kundgjørelser og brev overensstemmende
med min beslutning fra igaar, og læste dem op for forsamlingen, som
blev rørt til taarer. De blev ikke træt av at rose mig, fordi jeg hadde
overvundet mine egne meninger; jeg hadde vundet mere end en krone,
