Febr. 24 ubehagelig for ham paa denne aarstid end den ellers vilde ha været, og sa derefter: „De har sikkert brev til mig?" Rosen: “Ja, Deres Høihet, fra feltmarskalk grev Essen,” og han rakte mig det. Jeg aapnet det, og da jeg saa, at det maatte indeholde en kundgjørelse fra den svenske konge til nordmændene, sa jeg til ham: „Der omtales en kundgjørelse fra Sveriges konge til nordmændene". Rosen avbrøt mig: „Ja, jeg har den hos mig.“ Jeg: „Jeg kan under de nuværende forhold ikke motta den, og det eneste jeg kan svare Dem, er at meddele Dem den erklæring som jeg har avgit for hele Europa og som jeg heller ikke skal undlate at meddele Hans Majestæt kongen av Sverige.“ Derefter lot jeg konferensraad Anker læse erklæringen av 19de februar, som var skrevet paa fransk. Under oplæsningen fulgte jeg med øinene grev Rosen, som straks var blit forvirret, da han saa at audiensen var offentlig og ikke privat, og jeg saa meget godt at dette kom svært uventet paa ham; han knep munden sammen, saa skarpt paa mig og lot blikket gaa rundt — kort sagt: han kom helt ut av likevegten. Oberst Skjöldebrand saa hele tiden barsk paa mig. —
Efter oplæsningen sa jeg: „Jeg føier hertil den likesaa høitidelige erklæring, at det norske folk tror at det lever i fred med alle magter, og at bare den som vil krænke dets ret, er dets fiende.“ — Rosen: „Efter en saa uventet erklæring som den jeg har hørt, har jeg bare straks at vende tilbake, og jeg ber Deres kongelige Høihet om lov til det“ — hvorefter han vilde trække sig tilbake. —
Jeg: „La mig faa lov til, hr. greve, før De forlater os, at si Dem ikke som regent, men som nordmand der taler til en svensk: „Kan man ikke gaa ut fra, at Sveriges konge vil det folks lykke som han vil herske over?“
Rosen: „Jo ganske visst, Deres Høihet, og hvis jeg var blit mottat paa en anden maate, hadde jeg kunnet gi et fyldestgjørende bevis paa det.“ —
Jeg: „Men burde man ikke, under forutsætning av dette, ha tat hensyn til nationalfølelsen og folkeviljen, for at lære at kjende dets følelser?“
Rosen: „Det er hvad Hans Majestæt ganske sikkert hadde villet gjennem generalguvernøren.“
