en Koloni (1003); men efter et Angreb af de Indfødte, som med Møie blev slaaet tilbage, opgav dog ogsaa Thorfinn Forsøget og seilede tilbage til Grønland.[1] Indbyggerne paa Grønland var ogsaa for faatallige til at kunne opretholde en saadan Kolonisation, ligesom Nordmænd og Islændinger overhovedet havde nok med at bebygge sine egne Lande. Seiladsen paa Vinland stansede derfor ganske; men Farten paa Grønland og Island vedblev dog gjennem de følgende Tider, og derfor kunde ved Aar 1425 en dansk Geograf Claudius Clavus (Nicolaus Niger) give et forholdsvis korrekt Billede af det nordlige Atlanterhav. Den Theori, som her kommer tilorde, udgaar fra den folkelige Forestilling om, at Grønland er en Halvø, som gjennem Landmasser oppe ved Nordpolen hænger sammen med Bjarmeland (Rusland) og altsaa er en Del af Europa; fra den danske Geograf trænger denne Afbildning ind paa alle videnskabelige Karter i 2den Halvdel af 15de Aarhundrede, og det var først Søfarterne i i6de Aarhundrede, sem frembragte en Forandring heri.[2]
Grækerne havde allerede paa Nero’s Tid opdaget det indiske Havs Monsuner, som de efter Opdageren kaldte Hippalos; med Støtte i denne Opdagelse seilede de i den romerske Keisertid direkte over det indiske Hav til de indiske Søstæder. Denne Søfart optoges senere af Araberne, som derfor i Middelalderen kom til at beherske den indiske Handel og føre Østens Varer til Europa; Araberne lærte saaledes allerede i 9de Aarhundrede Søveien til China at kjende, og de geografiske Værker hos Araberne giver derfor noksaa rigtige Skildringer af de sydasiatiske Lande indtil Sundaøerne; paa samme Tid naaede deres Reiser langs Afrikas Østkyst til Sofala og Gap Corrientes, hvorfra de ogsaa hørte om den store Maane-Ø (Comara, senere Madagascar).
Dette var de eneste Oceanfarter, Middelalderen havde et Slags Kjendskab til. Men Farten paa det indiske Hav var ganske lukket for Europæerne, og Farten paa det nordlige Atlanterhav var indskrænket til Nordmændene, og først i Begyndelsen af 15de Aarhundrede begyndte Englændere og noget senere Tyskere at deltage i Fiskeri og Handel paa Island. Langt større Betydning fik derimod Italienernes Søfart paa Middelhavet og de ydre Have i Middelalderens senere Aarhundreder.
