Side:Columbus og Amerikas opdagelse.djvu/22

Denne siden er korrekturlest
12
CHRISTOFER COLUMBUS.

desværre maatte stanse ved Tigris, som han ikke kunde komme over. Det virkelige Grundlag for Rygtet var, at en tyrkisk eller tungusisk Stamme, Chitanerne, siden 907 havde hersket over Nordchina, som efter dem fik Navnet Kitai eller Kathay, men i 1123 var fordrevet herfra og derefter var trængt frem mod Vest i Turkestan; der havde de under sin Høvding »Gurchanen« omkr. 1140 grundet et mægtigt Rige og vundet Seire i Kampen mod de tyrkiske Sultaner i Persien. Tyrkerne kaldte disse Chitaner »Vantro« ligesom de Kristne, hvorfor Rygtet blandt de Kristne i Vesten gjorde dem til Kristne og vakte Haab om Støtte fra Trosfællerne i Østen. Dette Sagn om en mægtig kristen Fyrste i det yderste Asien, »i Indien«, bredte sig nu om i Europa og fremkaldte de mest fantasifulde Skildringer af hans Magt. Blandt andet lavedes et falsk Brev fra Prestekongen Johannes til den græske Keiser Emanuel († 1182); her kalder han sig »Kongernes Konge, som i alle jordiske Rigdomme, Kraft og Magt overgaar alle Verdens Konger«; han hersker over »alle tre Indier« lige fra det »yderste Indien, hvor St. Thomas hviler, indtil Babylon ved Babels Taarn«, og lover fra Indien at søge til Christi Grav med en stor Hær for at ydmyge alle Christi Kors’s Fiender. Iøvrigt skildres i straklende Farver Prestekongens Magt og Storhed; der tales om Indiens Rigdomme paa Guld, Ædelstene og Kryderier, om dets mange, dels kristne dels barbariske Folk, om Amazonerne, om Floden, som flyder ud af det nærliggende Paradis o. s. v. Brevet blev udbredt overalt i Europa, oversattes paa de fleste europæiske Sprog og vakte overalt Tiltro. Pave Alexander III skrev endog fra Venedig 1177 et Brev til »sin kjære Søn i Christo, Johannes, Indiens berømte og herlige Konge« og søgte ved et Gesandtskab at sætte sig i Forbindelse med ham; men Gesandten er vel ikke naaet frem, og Prestekongen selv fik man aldrig kjende nærmere. Troen paa ham fik dog fornyet Styrke i det 13de Aarhundrede ved Mongolernes seirrige Fremtrængen i det vestlige Asien; ogsaa Mongolerne vare Fiender af Muhamedanerne og bleve derfor længe i Europa regnede for Kristne. Dette viste sig vistnok snart at være urigtigt, da Mongolernes Hærtog naaede til Europa; men Mongolernes religiøse Tolerance gjorde, at de Kristne haabede paa at omvende dem til Kristendommen og søgte at gaa i Forbund med dem mod Tyrker og Araber; de haabede endog fremdeles ved deres Hjælp at trænge frem til »Prestekongen« og til »Indien«. Ved Midten af 13de Aarhundrede finde vi, at Paven og andre