cellus, maatte synes at have en særegen Opfordring, da tilkom det Paven selv at raade for Embedets Besættelse.[1]
Henrik Kalteisen reiste nu til Norden, hvor han først forestillede sig for Kong Christiern, 1452. Til at stemme Kongen velvillig for ham har det uden Tvivl bidraget ikke lidet, at Kalteisen vidste at oplyse ham om Kong Karl Knutssøns Intriger imod ham ved Pavehoffet, ligesom han ganske vist har følt det som en betænkelig Sag ligefrem at modsætte sig Pavens Vilje. Han havde for Øieblikket ikke sit norske Raad hos sig og raadførte sig derfor med det tilstedeværende danske. Resultatet blev da, at han erkjendte Kalteisen, som Norges Erkebiskop, lod ham aflægge Ed som Medlem af Norges Rigsraad og medgav ham et Brev til Throndhjems Domkapitel, udstedt i Kjøbenhavn 30te August 1452.[2]
Senere begav da Kalteisen sig til Norge og var i Februar 1453 kommen til Bergen, hvorfra han ved denne Tid udstedte den sædvanlige Opfordring til Geistligheden i sin Provinds’s Stifter om at yde ham den en nyvalgt Erkebiskop tilkommende subsidium pallii.[3] Endnu 25de April var han i Bergen og udstedte der et Brev om de islandske Forholde,[4] men længere ud paa Vaaren drog han til sit Sæde i Throndhjem, i Følge med eller dog omtrent samtidig med to af sine Suffraganbispen Thorleif af Bergen og Jens af Færøerne, Provsten i Apostelkirken, Alf, samt Ridderne Olaf Nilssøn, Peder Nilssøn og Hans Krukow. Mellem disse Rigsraader nævnes han (1ste Juni 1453) overensstemmende med sin Rang som den første, og det kan ikke være tvivlsomt, at han af
