Side:Daae - Christiern den Førstes norske Historie.djvu/145

Denne siden er korrekturlest
139

Gange. Han havde gjort Karl til Marsk og betroet ham Sveriges Rige, men denne havde opkastet sig selv til Konge og ladet sig krone. Nu var Karl fordreven, men det Gods, han havde medbragt, tilhørte næst Gud hans gamle Herre.[1]

Stockholms Slot overgaves allerede den femtende Marts, og Karls to Døtre, der vare forblevne der, sendtes efter Faderen til Preussen. Erkebiskoppen valgtes til Rigsforstander tilligemed den danskfødte Ridder Erik Axelssøn, men i Førstningen vovede man ikke at fremkomme med Forslag om at indkalde Christiern til den ledige Throne. Denne Konge var imidlertid ikke ledig. Allerede i Slutningen af Marts udfærdigede han fra Kjøbenhavn en Forsikring, rimeligvis kun bestemt til underhaanden at benyttes af hans svenske Venner, hvori han lovede, at alle Svenske, der havde lovlige Fordringer paa dansk og norsk Gods, atter skulde komme i Besiddelse af dette, om han blev Konge, at Sveriges Krav paa Gotland skulde have samme Gyldighed som før Krigen, og at gamle Traktater mellem de tre Riger skulde staa ved Magt. Dette Brev besegledes til yderligere Sikkerhed af adskillige Rigsraader, hvoriblandt to norske, Ridderne Kolbjørn Gerst og Erik Bjørnssøn.[2] Lignende Forsikringer gjentoges i den nærmest følgende Tid. Derpaa indfandt han sig ved Pintsetid personlig med en Flaade i den stockholmske Skjærgaard, idet han brugte som Paaskud for sin Ankomst, at han vilde hjelpe de Svenske imod Karls og den polske Konges, mulige Angreb. Imidlertid sammenkaldte Erkebispen en Rigsdag til Kongevalg i Stockholm, og Christiern udstedte fra sin Flaade den 22de Juni en ny Erklæring, hvori han lovede, at om han blev valgt, skulde hverken han eller hans Dronning tilkjøbe eller

  1. Eriks Brev til Høimesteren, Rügenvalde, Onsdag efter Lætare (30te Marts) 1457. Afskr. fra Kønigsberg i Geh.-Archivet.
  2. Hadorph II, S. 194 fgg.