Side:Daae - Christiern den Førstes norske Historie.djvu/147

Denne siden er korrekturlest
141


Atter havde altsaa Christiern været heldig og beherskede nu tre Riger, der tilsammentagne udgjorde en Landmasse større end nogen anden samtidig europæisk Fyrstes Besiddelser. Udstrækningen af Danmark, Norge og dets Skatlande, Sverige og Finland kan anslaaes til omtrent 23,000 Kvadratmile, foruden de store Strækninger østlig for Vardøhus, hvorpaa Norge endnu gjorde Fordring.[1] Og hertil kunde Christiern gjøre Regning paa med Tiden at føie ogsaa Hertugdømmet Slesvig og Grevskabet Holsten, hvorved hans Magt vilde blive større end alle danske og nordiske Kongers siden Knud den Mægtiges Dage.

Kongen lod strax efter Kroningen de „gode gamle Bebindelser“ mellem de tre Riger stadfæste paa et Raadsmøde af tyve svenske Raader (16de Juli 1457). Derefter forblev han en lang Tid i Sverige for at bringe dette Riges Anliggender i Orden, og uddelte dets Len mellem sine Tilhængere. Selvfølgelig kom de svenske Herrer, der i de forløbne Aar havde forladt Karl Knutssøn og begivet sig til Danmark, ikke til at staa tilbage. Derefter var Christiern betænkt paa saa snart som muligt at sikre Unionens Bestaaen ogsaa for Fremtiden. Det gjaldt da først og fremst at se Thronfølgen ordnet. Hans ældste Søn, Olaf, var død som spæd, og samme Skjebne havde rammet ogsaa den anden, Knud, der var opkaldt efter Danmarks Landshelgen. Den tredie Søn, Hans, der bar sin Morfader Alchymistens Navn og nu gik i sit tredie Aar, var altsaa den naturlige Thronfølger. Han var allerede for nogen Tid siden bleven valgt af Danmarks Rigsraad og hyldet paa Landsthingene i dette Rige, og nu skulde de to øvrige Riger bevæges til at følge dette Exempel.

Til den Ende sammenkaldtes et Møde af alle tre Rigers Raad til Januar 1458. Det skulde holdes i Skara, hvorhen Kongen

  1. Styffe, Skandinavien under Unionstiden, S. 1.