bleven bekræftet. Denne Kong Karls Stadfæstelse var naturligvis bleven betydningsløs, men for nogle Maaneder siden, i Oktober 1457, havde Christiern givet det svenske Præsteskab nye og udstrakte Privilegier[1], og de norske Biskopper og Prælater fik da, som det let begribes, Lyst til at opnaa lignende Begunstigelser. Den gamle Akt blev derfor nu atter fremdragen, og Kongen fandt sig i at bekræfte den (21de Januar 1458). Det er dog med Rette bleven fremhævet,[2] at Karls Bekræftelse havde været langt mere vidtgaaende end Christierns. Karl havde uden noget Forbehold lovet ikke at befatte sig med kirkelige Sager udenfor hvad de „gamle compositiones“ indeholdt, medens Christiern vel ogsaa stadfæstede disse, men kun i Forbigaaende og saaledes, at hans Indrømmelser egentlig kun gjaldt Biskoppernes Dommermyndighed. Lagmændene skulde indføre denne Kongens Vedtagelse i sine Lovbøger, „for at de skulde vide at rette sig derefter og ikke befatte sig med den hellige Kirkes Maalemner“.[3] Hvorvidt imidlertid dette i den følgende Tid er blevet overholdt, er vanskeligt at sige. Sagen kom atter frem ved Christiern II’s Kroning i Oslo 1514.[4] En Rettighed, som Nidaros Erkestol tidligere havde besiddet, og som var den tilstaaet i Magnus Lagabøters Overenskomst med Kirken, var Myntretten. Erik Magnussøns Formyndere havde berøvet Erkebiskoppen denne Ret, og den var siden ikke bleven udøvet. Sandsynligvis har det været i Medhold af Christierns Bekræftelse af de „gamle compositiones“, at Erkebiskopperne siden igjen begyndte at slaa Mynt. Dette vides dog ikke at være skeet under Olaf Throndssøn, men først under hans Eftermand, Gaute Ivarssøn.[5]
Side:Daae - Christiern den Førstes norske Historie.djvu/155
Denne siden er korrekturlest
149
