Side:Daae - Christiern den Førstes norske Historie.djvu/156

Denne siden er korrekturlest
150


Endelig maatte Kongen i Skara atter tage under Behandling en Sag, der i hans hele Regjeringstid idelig havde voldt og fremdeles skulde volde Vanskeligheder og Fortræd, nemlig Handelsforholdene i Oslo. Allerede i det trettende Aarhundredes Slutning havde ogsaa i de søndenfjeldske Byer tydske Kjøbmænd trængt sig ind og ved sin overlegne Forretningsdygtighed og større Kapital mere og mere hævet sig paa de indfødte Borgeres Bekostning, og ligesom i Bergen havde der ogsaa dannet sig tydske Haandverkerkolonier i Oslo og i Tønsberg. I disse to Byer vare ikke, saaledes som i Bergen, Hanseaterne i Almindelighed privilegerede, men det var en enkelt Stad, Rostok, der havde skaffet sig større og større Særrettigheder. Som allerede ovenfor omtalt havde disse i Slutningen af Christopher af Bayerns Dage antaget en Udstrækning, der truede med at gjøre Borgerskabets egen Virksomhed til Intet, et Bevis blandt flere paa, at den bekjendte Fortælling om Christophers store Planer til at frigjøre sine Lande fra Hanseaternes Handelsaag neppe er grundet. Han havde 1447 tilladt Rostokkerne at drive Handel med fremmede Kjøbmænd, som kom til Oslo, Tønsberg og Viken, eller, som man kaldte det, at „sælge og kjøbe Gjest med Gjest“; de fik Lov til at blive liggende i Vinterleie og føre egen Husholdning, og Borgerne skulde endog være forpligtede til at udleie dem sine Huse, ligesom det ogsaa tillodes de Fremmede at handle umiddelbart med Bønderne ikke alene i det Store, men ogsaa efter Alnemaal og i Lispundvis. Derimod var der ikke Tale om, at Rostokkerne i mindste Maade skulde bidrage til Byens Byrder og Udgifter. De vare skattefrie, og „naar de havde samlet sig Pungen fuld, gave de dennem ud af Riget til Rostok med Rigdommen, og Armod blev tilstede i Riget igjen.“

Det var indlysende, at Borgerskabet kun yderst modstræbende