Side:Daae - Christiern den Førstes norske Historie.djvu/41

Denne siden er korrekturlest
35

Udrustning, lagde Karls Høvedsmand, Hr. Magnus Gren, ham ingen Hindringer i Veien. Kort derpaa kom Kong Christiern selv efter, og Magnus Gren sluttede saa en Kapitulation med denne (31te Juli), hvorved den svenske Styrke opgav Øen, og hvorved tillige vedtoges en Stilstand mellem Kongerne og deres Undersaatter indtil Mortensdag 1450. Den første Mai skulde hver af Kongerne sende tolv Raader til Halmstad for at aftale en fast Fred.[1] De fornemste af Karls Mænd forpligtede sig i en hemmelig Artikel til at udvirke sin Konges RatiÍikation af Overenskomsten eller til, om dette ikke lykkedes, at indfinde sig i Helsingborg og ikke forlade Staden uden den danske Konges Vilje, altsaa til hvad man dengang kaldte et „Indlager“.[2] Karl ratificerede den ogsaa den 24de August.[3] Det bør for de følgende Begivenheders Skyld erindres, at i hin Overenskomst vare Danmark og Norge nævnte som Kong Christierns Riger, og det stedfundne norske Kongevalg altsaa anerkjendt.

Den rette Tid for Kong Karl til at gribe ind i de norske Anliggender var saaledes egentlig borte, og den svenske Konge havde dertil ved sit Uheld i den gotlandske Sag skadet sin Anseelse og vakt sine Fienders Mod. At, som vi have seet, flere af dem, der paa Baahus arbeidede for Karl, havde været med at hylde Christiern i Marstrand, er vistnok ogsaa at opfatte som Bevis paa, at flere af hans oprindelige Venner allerede ansaa hans Udsigter til Norges Krone som forspildte.

Nogle af disse Venner holdt dog fremdeles fast ved ham. Hr. Erik Sæmundssøn var en af dem og havde i Mai fra Tønsberg udstedt Opfordringer til Almuen om ikke at taale den „danske og tydske“

  1. Hadorph, II, S 156. Dipl. Christierni Primi, p. 13.
  2. Styffe l. c. III, XXI.
  3. Dipl. Chr Primi, p. 15.