Kong Christiern protesterede ved sin Ankomst til Throndhjem mod Kapitlets Valg af Mag. Olaf og vilde ikke erkjende det for lovligt. Han paastod, at hans Samtykke forud skulde have været indhentet. Den Uenighed, der saaledes opstod mellem ham og Kannikerne, enedes man da om at lade bilægge ved Voldgift. Voldgiftsmændene udnævntes den 1ste August, og de vare Marcellus selv (om hvis egne Planer paa Erkesædet man da vel har tiet stille), de øvrige tilstedeværende Biskopper, Thorlak af Viborg (Bergen), Gunnar af Stavanger, Heming af Færøerne og Matthæus af Hole, samt Provsterne Gunnar Holk og Alf af Bergen. Kongen var her den stærkere, og Dommen altsaa ikke tvivlsom. Den faldt den 7de August og gik ud paa, at Kongedømmets Samtykke var nødvendigt til et Erkebispevalgs Gyldighed, og der tilføiedes, at Olaf Throndssøns Valg for Tiden ikke var stemmende med Rigets Bedste, ja endog den gaadefulde Bemærkning, at der var Omstændigheder ved dette Valg, „som man for den geistlige Stands Æres Skyld vilde fortie“.[1]
Derefter kunde nu Underhandlingerne mellem Kongen og Marcellus for Alvor begynde. Christiern har aabenbart gaaet ud fra, at „Legaten“ Marcellus var en hos Paven meget formaaende Mand, og har troet i ham at have et ypperligt Middel til at opnaa store Ting ved Kurien baade i den ene og den anden Retning. Eventyreren har visselig ikke undladt at bestyrke Kongen i disse Forestillinger. Der blev opsat en af Notarier bekræftet Kontrakt mellem Kongen og „Legaten“, hvorved denne lovede at udvirke, at Paven ikke alene skulde bekræfte Kongens paastaaede Ret til at præsentere Erkebiskop og Biskopper saavel i Danmark som i Norge, men ogsaa sanktionere Danmarks, Norges og Sveriges
- ↑ Dipl. Norv. VIII, S. 371: „Causae, quas hic pro honore clericalia statue subticere decrevimus.“
