Side:Daae - Det gamle Christiania.djvu/211

Denne siden er ikke korrekturlest
I.
Messrs. Strøm & Greger,
Velædle høistærede Venner!

– – Jeg blev i sidste Øieblik uformodentlig forceret til at skrive en Supplique om at blive vice Raadmand i min Føde-Bye, for derved om mueligt at befrie Raadhuset og Byen fra en Competent, som, efter nogles Tanker, dertil skulde være ganske ubeqvem; at formere denne Mands Caracter fra den sletteste Side er noget, som jeg anseer mig ganske uvedkommende og uanstændigt, og at raisonnere over de desseins, han herved kunde have, da han er en Mand, der er over 60 Aar gammel og altsaa efter de almindelige Naturens Love neppe kan vente at opleve den Tid, da der kunde falde nogen Gage; da han er en Mand, der besidder Velstand og langt fra ikke trænger til saadant lidet Appendix; da han fra gemeen Bonde Dreng af har erhvervet sig Midler ved Tobaks Spinderie og Handel paa Sverig i de gode Tider, førend Tolden blev forpagtet og for Resten hverken bekymrer sig om Lov eller Forordninger etc., – det er alt noget, som jeg overlader dem, der mener at kunne penetrere den Sag dybere end jeg. Saameget kan jeg nok begribe, at Manden umueligt ambierer dette for sin egen Person, men søger herved alene at bane Vejen for en Søn eller Svoger, hvorudi han ikke er at fortænke[1]. overalt maa dette være, hvad det vil, saa er jeg forsikret om, at jeg er Mssr. takskyldig for, at min Supplique strax er bleven afsendt til Vice statholderens Erklæring. Jeg ved nok, at denne gode Herre er allerede bleven gjort tankefuld over, at han har recommanderet en Anden, og hvad han nu vil gjøre ved mig, veed jeg ikke, thi jeg har besluttet i den Sag at agere ganske passive. Jeg vil ikke haabe, at dette skal faa mindste Skin af Pralerie, saa snart mine høistærede;Venner betænker 1. at mine Forretninger bliver kun herved forøgede. 2. blive Forretningerne brødløse. 3. vilde den største Lykke ved Vacancen rendere til 250 og allerhøiest til 300 Rdl. i de lykkeligste Aaringer, hvilket neppe nogen vil ansee for et halvt Levebrød, der kjender Christiania. Men uagtet alt dette, ligesaa vist, som det skal være mig indifferent, ifald denne min Ansøgning ikke skulde reussere, ligesaa vist skal det fornøie mig, om den bliver accorderet, endogsaa blot af den Aarsag, at mine Venner ikke skal forekaste mig, at jeg er ganske følesløs over min Velfærd, og jeg veed, at ifald mine Velyndere synes, at jeg enten har fortjent deres Yndest, eller herefter kunde fortjene den, saa betages derved ingen Anledning til at sætte min Lykke paa den Point, at jeg kunde blive i Stand til at vise mit Fædreneland min Erkjendtlighed paa en mere solenne Maade, end det hidindtil har været mig mueligt. Hr. Etatsraad Hielmstierne har været saa gracieux uden nogen Anmodning fra min Side at til- kjendegive mig med forrige Post, at han vilde interessere sig for min Supplique, ifald Vice Statholderen ikke skulde være mig imod.

  1. Den Medansøger, hvorom her er Tale, hed Jens Jacobsen. Han var anbefalet af Vice-Statholder Benzon, som synes at have ærgret sig over, at Tullin ikke destomindre blev foretrukken, og ved et kort efter i hans Hus afholdt officielt Selskab blev derfor Jacobsen indbuden tilligemed den hele Magistrat, men Tullin «maatte drikke Kongens Skaal hjemme hos sin lille Kone». (Breve fra Tullin, udg. af Lundh og Huitfeldt. S. 18). Ved en følgende Ledighed kom Jacobsen virkelig ind i Magistraten og døde som Raadmand 1772.