Side:Daae - Det gamle Christiania.djvu/214

Denne siden er ikke korrekturlest


Det er sandt. at jeg har sendt en Prøve-Klud til Selskabet[1], og De erindrer vel, Mhrr., at det var just Dem, jeg lovede det. Jeg har gjort deri for Deres Skyld, for Norges Skyld og for min egen Skyld Alt, hvad der i Henseende til mine Omstændigheder var mig mueligt. – – – – .jeg maa gratulere Professor Rothe[2] med sin Fangst; Borgermester Bredal[3] er ikke nær saa lykkelig; han er nu i vor By og diverterer os baade med sine musikalske Fingre og sin poetiske Geist, forresten lader han Verden gaa sin egen skjeve Gang.

– – – De maa ikke tro, jeg er paastaaende, men jeg forsvarer mig i det yderste, thi jeg er en Nordmand, ligesaavel som jeg er

Mhrr. tjenstsky1digste Ven og Tjener

Tullin.

Christiania d. 23 Feb. 1761.

I Slutningen af samme Aar, som Maidagen fremkom, havde Tullin beskrevet et andet Pars Bryllup inden Christianias Rigmandsverden, Justitsraad Morten Leuch Eliesons med Jfr. Dorothea Monsen. I 1761 tryktes hans Prisdigt om Søfarten, i 1764 det andet Prisdigt om Skabningens Ypperlighed, begge i «Forsøg i de skjønne Videnskaber». Det sidste Digt blev oversat paa Tydsk. Den Tanke, han fremsætter i sine Breve, selv at udgive sine blandede Poesier, blev ikke udført, men uden hans Vidende blev dog i Kjøbenhavn i 1763 trykt en «Samling af Tullins Vers».

Hvor stor Digterens Anseelse nu var bleven, forstaar man af Jacob Badens bekjendte Beretning om Tullins Besøg i Kjøbenhavn 1764. Han havde da neppe seet Rigernes fælles Hovedstad, efterat han for omtrent sexten Aar siden forlod Universitetet som en ubemærket Studiosus. Men nu, da han med sin Ven James Collett kom derned for at gjøre Akkord Kom Forpagtningen af Told og Konsumtion, «var der ingen Mand af Stand eller Lærdom, som jo opvartede ham i hans Herberge»! Han fik imidlertid ikke lang Tid til at glæde sig over denne Hyldest, thi i Begyndelsen af det følgende Aar gik han i sin tidlige Grav.

Læseverdenen glemte, i det Store taget, temmelig snart Tullins Poesier, men i Literaturhistorien har han stedse bevaret en agtet Plads. Det var Ewald, hvis Genius fortrængte Tullin, til ikke ringe Sorg for hans Landsmænd, hvis patriotiske Stem-

  1. Udentvivl det prisbelønnede Digt om «Søfarten».
  2. Tyge Rothe, der just s. A. blev Assessor i Generaltoldkammeret.
  3. N. K. Bredal, da Borgermester i Throndhjem, siden noksom bekjendt i den danske Theaterhistorie. Om hans musikalske Interesser finder man ogsaa Noget i et Par utrykte Breve fra ham til Martfelt i dennes store Brevsamling paa det st. kgl. Bibl. N. K. S. Fol. No. 1344, Fasc. 2.