Side:Daae - Det gamle Christiania.djvu/238

Denne siden er ikke korrekturlest
Stiftamtmand Levetzau og Zahlkasserer Juel.


Efterat Geheimeraad Caspar Herman v. Storm under uheldige Omstændigheder havde maattet forlade sit Embede i 1772, blev den anseede Stiftamtmand Grambow[1] forflyttet hid fra Throndhjem som hans Eftermand, men bortreves ganske kort efter ved en pludselig Død. Det ledige Embede, der nu, da Statholderposten var ubesat, betragtedes som det anseeligste i Norge, tilfaldt derefter en Mand, om hvem der har været meget delte Meninger[2]. I de ti Aar, som han levede i Christiania, hadedes han af Nogle, men har vistnok været agtet og elsket af Flere. Saameget er vist, at han var en virksom Embedsmand.

Albert Philip Levetzau, en Geheimeraads Søn af en oprindelig meklenburgsk Adelsfamilie, var født 1744, studerede i Kjøbenhavn og Sorø og gjorde tidlig Lykke paa Embedsbanen. Fem og tyve Aar gammel blev han, efter at have været Assessor i det danske Kancelli og i nogen Tid Attaché ved Legationen i Paris, udnævnt til Kammerherre og Assessor i Høiesteret 1765 og skulde i 1772 have været en af Caroline Mathildes Dommere, om ikke et Anfald af Meslinger havde hindret ham fra at møde i Retten. Samme Aar blev han Stiftamtmand i Bergen og vandt

  1. Samling af Minde-Taler, holdne i det kgl. Norske Videnskabers-Selskab, udg. af H. J. Wille, Kbhvn. 1803, S. 77–104.
  2. Man sammenligne f. Ex. Laurids Smiths Smædeord (Joh. v. Bülows Papirer, udg. af L. Daae, S. 168) med O. G. Meyers Ros (Budstikken, III, S. 608).