Side:Daae - Det gamle Christiania.djvu/255

Denne siden er ikke korrekturlest


Men allerede havde Gustav den tredie besluttet sit overraskende Fredsbrud med Rusland, og 7 Dage, førend hans Ambassade var kommen til Christiania, havde han selv begivet sig til Finland. Danmark var siden 1773 ved en Traktat forpligtet til at yde Rusland Hjelp, om det blev angrebet af Sverige, og Catharina forlangte strax Traktatens Opfyldelse. Den 19de August 1788 udstedtes i Kjøbenhavn en Deklaration om, at Danmark-Norge vilde hjelpe Rusland, uden at dog Krig blev formelig erklæret mod Sverige. Hjelpen skulde ydes ved at lade en norsk Hær rykke ind i Baahuslen. Carl af Hessen blev Øverstbefalende, og tilligemed ham kom Kronprindsen og Prinds Frederik atter til Norge og indtraf i Christiania 13de September. 12,000 Mand vare bragte paa Benene. Da Angrebet kun var en Opfyldelse af en traktatmæssig Forpligtelse, forblev Martinau i Christiania, men hans opførsel blev dog efterhaanden saa taktløs og utaalelig, at han i November blev udvist af Byen, men det lykkedes dog ikke at faa ham afsted.

Hovedbegivenheden i det paafølgende lille Felttog er, som bekjendt, Affæren ved Kvistrum Bro (28de September 1788). Den var nok paa en Maade en Seier, men bragte dog ikke Carl af Hessen stor Ære, og bekjendte ere P. A. Heibergs bidende ord i denne Anledning, der nogle Aar senere med raffineret ondskab indflettedes i en – Ode til Napoleon Bonaparte, om hvem det hedder:

Han er den største paa hele Jorden,
Naar man undtager to-tre i Norden
Ved Kvistrum Bro!

Imidlertid blev der i Christiania høitidelig sunget Te Deum i Vor Frelsers Kirke i Anledning af Seiren, og Jubelen var saa stor, at, da den Vogn, hvori Kronprindsen sad med Prinds Carl, ankom til Vaterlands Bro den 15de November, spændte den begeistrede Menneskemasse Hestene fra og trak Vognen helt frem til den nuværende Krigsskole (da Jess Ankers Gaard), hvor Kronprindsen boede, medens Prindserne af Hessen toge ind hos Bernt Anker. Et Par Uger efter forlode de tre Prindser Christiania (1ste December) og droge atter til Danmark. Kronprindsen gjensaa aldrig mere Norge, skjønt nye Norgesreiser flere Gange vare paatænkte, sidste Gang maaske 1804[1]. Heller ikke Carl af Hessen kom oftere hid, medens hans Søn i det følgende Aarhundrede blev vort Lands Vice-Statholder.

  1. Norsk historisk Tidsskrift. 2. R. V, S. 410–412.