Side:Daae - Det gamle Christiania.djvu/256

Denne siden er ikke korrekturlest


Det saakaldte Felttog var nemlig forlængst tilende, da England og Preussen havde bragt den norske Hær til at vende om ved Trudsler om kraftig Intervention. Det unyttige Indfald, hvorover Dommen har været streng[1], kostede den dansk-norske Statskasse 7 Mill. Rdlr., og flere tusinde Nordmænd mistede Livet, ikke for Fiendens Sværd, thi ved Kvistrum faldt kun 5 Norske, men de døde ligefrem paa Grund af den slette Maade, hvorpaa der, til Prindsen af Hessens bestandige Skam, sørgedes for Armeens Forpleining[2]. Misfornøielsen var stærk i Norge, og den forøgedes, da man idet følgende Aar paany foranstaltede store Troppesamlinger og trak Folk bort ligefra Filefjeld og Dovre, og det netop i Aannetiden, uagtet der Intet var at frygte fra Sverige, som havde nok at gjøre med Russerne. Til at forøge Misstemningen bidrog yderligere den bekjendte Vandflom, der i 1789 ødelagde Grøden, ja mangesteds Markerne selv. Endelig vare Handelskonjunkturerne ved den Tid flaue; «man foretrækker i England Trælast fra Østersøen, og al Afsætning er nær ved at standse», skriver Bernt Anker den 6te juni 1789. Og alt dette traf just ind i det samme Aar, da den franske Revolution brød ud og bragte de Misfornøiede til at tænke dristigere. Nogle Demonstrationer og Smaaoptøier fandt ogsaa virkelig Sted, og de svenske Kabaler livnede paany op. Det Hele blev imidlertid uden nogensomhelst Følge og har kun forsaavidt nogen Interesse, som det giver en vis Forestilling om de store Verdenshegivenheders matte Reflex i vore afsides Kredse.

Den første Revolutionsvinter (1789–90) var i Christiania ganske usædvanlig munter, uagtet Byens betydeligste Mænd vare borte, idet Stiftamtmand Scheel havde forladt Byen for at indtræde i Konseillet og Brødrene Bernt og Peder Anker vare i Udlandet. Der skal aldrig tidligere have være dandset saa meget i nogen Jul, som da. Lystigheden havde dog været størst hos den Del af Borgerne, som Martinau i sine Indberetninger kalder la seconde classe. Den svenske Generalkonsul forsmaaede imidlertid ikke Indbydelser til dette ringere Societet og udbryder i stærke Ord

  1. Se f. Ex. oberst N. Tidemands Optegnelser om sit Liv og sin Samtid i Norge og Danmark, udg. af C. J. Anker. S. 32 flg. Prindsen af Hessen har selv beskrevet Toget i et fransk Skrift.
  2. Erindringstaler over Soldater, holdne i Eidsvolds Kirke af C. M. Leganger, Kbhvn. 1788. Adskillige Traditioner og Viser om Toget findes i Norske Bygdesagn, samlede af L. Daae, II, S. 63 flg.