Side:Daae - Det gamle Christiania.djvu/297

Denne siden er ikke korrekturlest


I Begyndelsen af 1804 reiste Bernt Anker til Kjøbenhavn og opholdt sig der i længere Tid. Han kom i denne Tid jevnlig ved Hoffet og mødte ved en Maskerade kostumeret som en «norsk Jarl».[1] Han drog fra Kjøbenhavn til London, og atter var det paa Tale, at han skulde ombytte Forretningslivet med Statstjenesten; dennegang var det Finantsministeriet, som skal have været ham tiltænkt. Selv skriver han herom til Carsten Anker:

London 20 Mai 1804.

«Aldrig taalte jeg at lægge Skjul over, hvad jeg fandt dumt og falskt. Derfor elsker Kronprindsen mig. I de Uger, jeg var i Kjøbenhavn inviteredes jeg hver Uge og blev i Sandhed begegnet af ham og den guddommelige Maria ikke som æret Undersaat, men som elsket Ven. Denne hans Adfærd medens han sjelden taler af egen Drift til Nogen, (og) er mistænkelig og réclus, var paafaldende imod mig; man fabrikerede Planer for mig, og Finantsminister var i Alles Munde og til Materie i Korrespondance, endog fra Khr. Rosenkrantz og Grev Moltke til Brødrene i Christiania – jeg lo, var ligegyldig, skjulte mig i Salenes Krog, medens Kronprindsen, Gemalinde, Prinds Christian og Lovise Augusta opsøgte mig, og aldrig opdagede Nogen, at jeg følte Lyksalighed, endsige Mine dertil. Denne Rolighed paa Panden og hurtige Reise i det Øieblik, man ansaa mig for hans Favorit, gjorde de avindsyge og nysgjerrige Dagdrivere til Stumme. – – Men jeg vil aldrig sacrifier mon repos et le sublime de mes pensées au prix d’un illustre embarras.» – –

Bernt Anker havde lovet Kronprindsen at komme til ham igjen fra London og var atter i Kjøbenhavn inden Udgangen af 1804. Efter Tilbagekomsten forlovede han sig med en af Kjøbenhavns dengang mest bekjendte Skjønheder, Frøken Christiane Georgine Louise Falbe, en afdød Søofficers Datter[2]. Men han følte sig snart ikke lykkelig ved dette Skridt og søgte nu at overtale en ung Slægtning, Carsten Ankers Søn, Erik, dengang Løitnant ved Garden til Hest, senere Generalmajor i Norge til at ægte Frøken Falbe. Han vilde udstyre

  1. Nyerup i et Brev til J. Chr. Berg.
  2. Nyerup skriver herom til sin Ven J. Chr. Berg: «Var det ikke merkeligt, at Anker vilde efterfølge sin Ven Suhms Exempel. Man kan vel ikke tvivle paa, at han jo gjorde det for, naar det hed, at han excellerer i det og det, at man da ogsaa maatte tilstaa, at han havde den smukkeste Kone.»