Side:Daae - Det gamle Christiania.djvu/377

Denne siden er ikke korrekturlest


Medens Publikum begyndte at faa Nys om den sande Sammenhæng med Freden, Norges Afstaaelse, foretog Christian Frederik sin Reise til Throndhjem. Han drog frem over Dovre, tilbage over Røros. Hans Følge fra Christiania bestod af lutter Danske eller Fremmede, allesammen lidet betydelige Personer, som kun fik nogen Interesse derved, at de tilhørte hans Kamarilla. Først Etatsraad Holten, et stykke af en Poet, sekretær ved Statholderskabet og snart Kong Christian Frederiks Statssekretær (i en følgende Tid hans Sekretær ved Guvernementet over Fyens stift), dernæst Oberstløitnant Haffner, «en Person, til hvem Prindsen havde Fortrolighed i personlige Anliggender»[1], videre Fusentasten Løitnant Schwartz, søn af en kjøbenhavnsk Skuespiller, om hvem senere vil forekomme mere[2], og endelig Eventyreren Edvard Romeo, Greve af Vargas Bedemar, en af de mangfoldige tvivlsomme Literater, af hvilke Christian Frederik sit hele Liv omsværmedes. Vargas Bedemar kaldte sig Johanniter-Ridder eller «Ridder af Malta» og hørte til de ivrige samlere af Ordener og Medaljer. Norge bereiste han i Aarene 1810–14 som Mineralog og udgav siden en Reisebeskrivelse i to Bind[3]. Med disse Mænd, hvortil dog paa Eidsvold Carsten Anker sluttede sig[4], drog Prindsen nordover. Man talte forskjelligt om Hensigten med Reisen. Nogle førte det urimelige snak, at det var Christian Frederiks Hensigt at lade sig udraabe til Konge af Thrønderne, ja endog at lade sig krone

  1. J. C. Bergs Ord.
  2. Schwartz var oprindelig juridisk Kandidat og blev allerede i Danmark Adjutant hos Christian Frederik. I Personalhist. Tidsskrift, 2. R. V. S. 45 har jeg meddelt nogle Oplysninger om ham tilligemed endel af ham under Opholdet i Norge skrevne Breve.
  3. «Saasnart jeg hørte, at Vargas var en af Prindsens Fortrolige, (sagde den svenske Regjeringsraad Wahlström), vidste jeg strax, hvad Klokken var slagen». Af Vargas’s Reisebeskrivelse (Reise nach dem hoben Norden. 1–2. Frankfurt a. M. 1819) hidsættes hans Ytringer om Selskabslivet i Christiania: «Der ligger i Indbyggernes Tone en vis Selvtilfredshed, en Ligegyldighed for at behage, som maa støde fremmede. Hertil kommer en Tilsidesættelse af det smukke Kjøn, hvilket næsten allerede ved det ubegribelige Omfang af den norske Økonomi (!?) indskrænkes alene til Udøvelsen af husholderiske Dyder. Damerne sidde stille ved Siden af hinanden med sit Arbeide og nærme sig kun da til de i Tobaksrøg indhyllede Spillere, naar de bære Aftensmaden om iblandt dem. Enhver forlovet Pige er unddraget Mænds Opmærksomhed» o. s. v.
  4. «Jeg kan for Øieblikket ikke undvære Anker, han og jeg ere de Eneste, som kunne skrive Fransk; det er dog virkelig en Gru», skriver Prindsen i sin Dagbog (S. 15).