Side:Daae - Norske Bygdesagn - 2 utg.djvu/215

Denne siden er ikke korrekturlest


Røros Verks ældste Arbeidsstok bestod forøvrigt af meget blandede Elementer. Egnen var dengang omtrent mennesketom, og man maatte tage Folk, hvor man kunde faa dem fra, og man synes ogsaa mest at have faaet saadanne Personer, der havde forspildt sin Lykke paa andre Steder. Dette gjaldt vistnok i Almindelighed om Datidens Bergfolk, der skildres som pasløse Personer, hengivne til Dobbel og Drik. Intet er i denne Henseende mere betegnende end den Kjendsgjerning, at Regjeringen (Forordning af 24de Febr. 1654, Norske Lov 6–13–13) lod Personer, der havde begaaet Leiermaal i forbudne Led, dømme til at tjene ved Bergverkerne og saaledes satte disse i Klasse med Strafanstalter, et Forhold, der først ophørte 1734. Indtil den Tid blev ogsaa Bergarbeide anvendt som en Formildelse af Fæstningsstraffen for andre Forbrydere end de ovennævnte. Af en Regnskabsbog fra 1691 har Eilert Sundt optegnet endel af de daværende Arbeideres Tilnavne, der ere meget charakteristiske. Nogle af dem, saasom Nordfjord, Grue, Døl, Eidsvold, Hedemark, Jemt, Herdal, Svensk, Ærø, Aalborg, Tisted, Prydts, Vetzels o. s. v. ere Udtryk for Vedkommendes norske, svenske, danske, tydske Herkomst, andre, som Dragon, Korporal, Bygmester, Smed, Bilzmager o. s. v. for deres tidligere Haandtering, atter andre ere ligefrem Klænge- eller Øgenavne, saasom Kommandant, Naadløs, Ageløs, Betroed, Hopop, Vitpot o. s. v. Af alle disse Arter Navne ere flere endnu i Brug blandt disse Nybyggeres Efterkommere.[1]

Det er derfor naturligt nok, at der i flere Bygder, især mest i Gudbrandsdalen, har bevaret sig Fortællinger

  1. Eilert Sundt, Om Røros og Omegn. (Trykt som Manuskript). Thjem. 1858. 8. S. 86–87.