almindeligt i Tydskland, at Alle havde Hjelme, da Mangelen paa Metaller endnu dertil var for stor; en saadan Mangel antydes dog ikke i vore Oldskrifter, men det er dog i sig selv rimeligt, at de mere ubemidlede da, som senere, hjalp sig med simplere Hovedbedækninger. Nordmændenes Skjold synes, deels efter Beskrivelserne, deels efter dem at dømme, som endnu ere vedligeholdte, at have været af samme Slags, som de, Tacitus tillægger Goterne, nemlig runde, og heller ikke synderlig store, sædvanligviis af Lindetræ, belagte med Jernplader, og forsynede med en Bule (rönd). Forresten brugte man som Forsvarsvaaben ogsaa Brynjen eller Serken, bestaaende af i hinanden gribende Smaa-Ringe. Undertiden brugtes ogsaa Skindkjortler, endog de saakaldte Vargstakke eller Ulveskindspelse. Alle disse Forsvarsvaaben kaldte man tilsammen hlíf; i ældre Tider ogsaa, som det synes, sarvi eller sörvi, (angels. searu), og det var charakteristisk for den germaniske Stamme i det Hele taget, at give hvert enkelt Vaaben et særegent Navn.
Vore Forfædre kæmpede sjelden eller aldrig til Hest Dette var derimod ikke saa sjeldent blandt Tydskerne og Goterne; derfor finde vi og Hesten som et af de fornemste Klenodier begravet tilligemed dens Herre i flere danske, fornemmelig jydske, Grave. Norge var heller ikke synderlig skikket for Rytteri, der bedre passede for Danmarks og Tydsklands Sletter. Derimod spiller Søkrigen allerede i de ældste norrøne Sagn en væsentlig Rolle Endog Guderne tillagde man underbare Skibe, som Odins eller Freys Skib Skidbladner, der kunde sejle baade over Land og Vand, og Balders Skib Ringhorne i hvilket hans Liig blev brændt; paa Skibet Naglfar, hed det, skulde Jøtnerne og Riimthusserne i Ragnarøkkr komme sejlende til den store Valplads. Gik end vore Forfædres Søtog i de ældste Tider ikke synderlig langt, neppe udenfor Landet selv eller i det Højeste til Danmark og Østersøen, faa synes de dog at have været desto hyppigere. Endog deres første Ankomst til Landet var, som allerede ovenfor viist, efter al Rimelighed skeet søværts; Besættelsen af de vestlige, tidligst befolkede, Kystfylker og Kommunikationen mellem dem kan ligeledes ene have foregaaet ved Omsejling af Kysterne. Søen afgav desuden en af vore Forfædres vigtigste Næringsveje, Sejlads og Søvæsen var derfor fra umindelige Tider ligesom sammenvoxet med Folkelivet i Norge, og uadskilleligt derfra; Skibet var for Nordmanden, hvad Stridsvognen og Stridshesten var for Fast-
45) ogsaa om Æstyerne, der uagtet deres ugermaniske Sprog dog, som han udtrykkeligt siger, fulgte sveviske (hos ham nordtydske) Skikke, og i alle Fald maa have været Goternes nærmeste Naboer, at de tilbade Gudernes Moder (d. e. Fraujo, Freyja, Frigg) og som Et Symbol derpaa bar Vildsvine-Skikkelser (formas aprorum), hvilket de holdt for at være ligesaagodt som Vaaben og alt andet Forsvar.
