Vikinge-Tiden danner Overgangen fra den heroiske til den historiske Tidsalder i Norden. Den bragte vore Forfædre i nærmere Berørelse med Udlandet, lærte dem at kjende og antage Christendommen, og gav dem gjennem Christendommen og den Civilisation, som den medførte, bedre Midler til skriftlig Optegnelse og Forevigelse af Begivenhederne, end Hedendommens ubehjelpelige Runeskrift. Vikinge-Tiden, især dens sidste Periode, kan saaledes allerede fremvise betydelige og omstændelige historiske Skrifter, der vistnok ikke ere forfattede aldeles samtidigt med Begivenhederne, og idetmindste ere nedskrevne i en sildigere Tidsalder, da Christendommen og den christelige Civilisation allerede længe havde været den ene herskende; som derfor vel heller ikke altid ere ganske paalidelige, og stedse maa benyttes med megen Varsomhed; men som dog umiskjendeligt støtte sig til Traditioner, der endnu paa Nedtegnelsens Tid synes at maatte have været friske og levende, og hvoraf kun faa allerede synes at have antaget en mythisk Charakteer. Hertil kommer, at den Berørelse, hvori vore Forfædre kom med Udlandet, ogsaa bragte Udlandets samtidige Skribenter til at skjenke dem og deres Anliggender en langt anden Opmerksomhed, end hidtil. Vi have derfor allerede i denne Periode fremmede, paalidelige Skribenters Verker ved Siden af vore egne Oldskrifter til deres Udfyldelse, Kontrol og Berigtigelse.
Vikinge-Tiden omfatter den Periode, i hvilken Aasa-Religionen, der allerede havde overlevet sig selv, veg Pladsen for Christendommen. Den omfatter den Periode, i hvilken en højere Civilisation under et paa Overfladen spillende Barbari, som dog i Virkeligheden kun var en Yttring af de foryngede Nationers overstrømmende Livskraft og Handlingsdrift, slog faste Rødder. Den omfatter den Periode, i hvilken Nordens Smaariger samlede sig til større Masser. Og nærmest omfatter den den Periode, i hvilken det ved Sigurd Rings Sejer paa Ruinerne af de sidste Hleidrekongers
