Imidlertid havde ogsaa de britiske Øer paany, og gjentagne Gange, været hjemsøgte. Dog begyndte ikke Vikingernes Angreb paa England selv at blive ret følelige eller overvældende, førend imod Midten af det 9de Aarhundrede, da Lodbrokssønnerne under uhørte Grusomheder oprettede det danske Rige i Øst-England. Før den Tid synes Vikingerne fornemmelig at have søgt Irland og de nærliggende Smaa-Øer. Aarsagen til, at de saaledes paa en vis Maade gik England forbi, var vel især den, at det maatte være dem meget lettere at faa Bugt med de raa og halvvilde Irer, end med de civiliserede og endnu i Begyndelsen af det 9de Aarhundrede temmelig stridbare Angelsaxer. Dertil kom, at de Vikinger, som hjemsøgte Irland, fornemmelig – efter hvad man af de gamle Beretninger derom maa slutte – vare Nordmænd, der kom umiddelbart fra Norge selv. Og den naturlige Vej maatte for Nordmændene, naar de først havde lært Irlands Beliggenhed at kjende, blive nordenom Skotland. Vi have seet, at Nordmændene allerede for 825 havde fundet Færøerne og Hetland[1]. Efter denne sidste Øgruppe rettede man senere Kursen til Grønland[2], og rimeligviis til Island. Efter den havde man sandsynligviis allerede længe rettet Kursen til Irland. Thi et Døgns Sejlads med gunstig Vind lige i Vest
bragte et Skib fra det sydvestlige Norge saa langt, at man øjnede Hetland. Derfra kunde man see Orknø; fra Orknø saa man Skotlands Kyst, og denne behøvede man kun at følge mod Vest og Sydvest, for at komme ind mellem Syderøerne og naa Irland. Det nordlige Skotland, især den Deel deraf, som ligger vestenfor Orknøerne, indeholdt lidet, der kunde friste vore Forfædre til at gjøre Landgang her. Vilde Klipper og øde Strande, med faa Spor af Befolkning, møde endnu Øjet paa disse Kanter, og maa for tusinde Aar tilbage have haft et endnu mindre indbydende Udseende. Det er derfor let at forstaa, hvorledes vore Forfædre i Førstningen, inden de fra Irland af havde lært Skotland bedre at kjende, ilede dets barske Kyster forbi, for desto snarere at naa Erins grønne, frugtbare Strand, hvor et rigt og forholdsviis let Bytte ventede dem. Paa denne Maade kom de slet ikke i Berørelse med England, og i Førstningen ogsaa saare lidet med Skotland. Vi finde ogsaa faa Angreb af nordiske Vikinger paa de mere befolkede Dele af Skotland førend henimod Midten af det 9de Aarhundrede, og selv disse faa Angreb synes meest at være udgangne fra dem, der allerede havde faaet Fodfæste i England og Irland.
I de irske Annaler forekommer Benævnelsen „Nordmænd“ kun meget sjælden. Det sædvanlige er, at Vikingerne enten kaldes Lochlannoch, d. e.
