kaldte man denne Skat Næfeskatten[1]. Alt dette indeholder Overdrivelser. Det er tydeligt, at Thorgisl kun har gjennemført det for alle germaniske Erobrere fælles Lehnssystem, at han har tilegnet sig Ejendommen over Landet og udstykket det i Lehn til Jarler og Herser, aldeles saaledes som vi senere erfare om Harald Haarfagre i Norge. Endog dennes Næseskat (nefgildi), d. e. Personskat, gjenkjende vi, men Navnet har i Tidens Løb faaet en hadefuld Forklaring og Folket, for hvem alle de nye Indretninger vare ganske uvante og fremmede, har anseet dem som et Tyranni, der fra Slægt til Slægt er skildret med sterkere og sterkere Farver. Det synes især at være de mange, for Irerne hidtil ukjendte Borge[2], hvortil Nordmændene støttede deres Magt, og hvorved ogsaa fornemmelig Sagnene om Thorgisl ere fastholdte, skjønt han vistnok selv maa have været en saa merkelig Personlighed, at hans Minde under alle Omstændigheder maatte leve i Sagnet[3]. Ogsaa blandt hans egne Landsmænd synes et Sagn om ham at have holdt sig, skjønt det senere er henført til en urigtig Person. I Harald Haarfagres Saga heder det, at Harald Haarfagres to Sønner, Frode og Thorgils, herjede paa Skotland, Irland og Bretland, og vare de første blandt Nordmændene, som indtoge Dublin; at Frode blev forgiven, og at Thorgils længe var Konge over Dublin, indtil han blev svegen og dræbt af Irerne[4]. Da det i de irske Annaler udtrykkeligt heder, at Dublin for første Gang erobredes af Nordmændene paa den Tid, da Thorgisl herskede, bliver det indlysende, at Snorres Thorgils er ingen anden end han, og at han urigtigt har flyttet ham ned i Tiden og gjort ham til en Søn af Harald Haarfagre[5].
- ↑ Ma-Geoghegan hist. d’Irlande I. p. 383.
- ↑ Disse Borge, de saakaldte „Glasborge“, have flere villet tillægge Kelterne, men det ovenanførte Udsagn af Girald kan ej ganske oversees; en lignende Borg findes desuden paa Hetland, den bekjendte Móseyjarborg. Hvor Girald omtaler disse Borge, siger han ej alene, at Nordmændene havde opført dem, men tillægger udtrykkeligt, „at det irske Folk ej bryder sig om at have Borge, men bruger Skovene til Borge, Myrene til Grave“. – I Rusland finder man Spor af lignende Borge, se Kruses Necrolivonica.
- ↑ Der fortælles ogsaa et Sagn om at hans Hustru Odd skal have sat sig paa Alteret i Klosterkirken i Clonmacnois, og derfra modtaget Folkets Hyldest. Se Worsaae, Minder om de Danske og Nordmændene, S. 384. Her meddeles ogsaa nogle andre overdrevne irske Skildringer af Nordmændenes Voldsomhed i det 9de Aarhundrede.
- ↑ Harald Haarf. Saga hos Snorre, Cap. 35. Det heder i de 4 Mestres Annaler udtrykkeligt, at Mælsechnail i Aaret 847 (ɔ: 849 eller 850) ødelagde Dublin, som altsaa indtil da endnu maa have været i Nordmændenes Vold. I Inisfallen-Annalerne heder det udtrykkeligt, at Dublin erobredes for første Gang af Nordmændene 837, se O’Connor, rer. hib. Scr. Vol. III. App. p. 31, og i Ulster-Annalerne nævnes ved 841 (842) „Dublin-Hedningerne“, altsaa „Hedningerne, som da vare i Besiddelse af Dublin“.
- ↑ Med Hensyn til de Navne, der sattes i Forbindelse med disse ældste Beretninger om Nordboernes Vikingetog paa Irland og i Frankrige, skulde man overhoved formode at de forskjellige nordiske Riger, som senere oprettedes, have haft hver sin Yndlingshelt, hvilken de, uden Hensyn til Tidsregningen, tillagde de meest iøjnefaldende Bedrifter, at saaledes Nordmændene paa Irland have nævnt Thorgisl, medens Nordmannerne senere nævnte Hasting, Danerne i Northumberland maaskee Gudrum, og Danerne i Danmark Ragnar Lodbrok og Sønner. Thi vi have nu seet, at Hasting er den nordmanniske Repræsentant for de samme Bedrifter, som Ragnars Saga tillægge Ragnars Sønner, og Girald Gurmund (Gudrum): at Ragnar igjen hos Saxo ved at erobre Dublin og overvinde Kong Mælbrigda tillige udfylder Thorgisls og de ham nærmest foregaaende Nordmænds Plads – det er desuden ikke usandsynligt at Thorgisl ogsaa kan have været med, da Mælbrigda blev overvunden – og endelig, at Thorgisls Bedrifter i vore Sagaer skydes ned til Harald Haarfagres Sønners Tid.
