mange Aar efter Hjemkomsten, efterladende Aastrid som Enke, med fire Børn, af hvilke den yngste Søn, Glum, blev hjemme hos Moderen, medens de andre, da de bleve voxne, giftede sig og flyttede bort. En mægtig Nabo, Landnamsmanden Thorkell høje, tilligemed dennes Søn Sigmund benyttede sig af Aastrids forsvarsløse Stilling til at fortrænge hende og Glum fra Fædrenegaarden Tveraa; de flyttede til en anden Deel af Ejendommen og byggede en ny Gaard, men ingensinde fik de være i Fred, thi Thorkell og Sigmund tilegnede sig de bedste Jordstykker, og søgte i alle Dele at gjøre dem Skade. Glum, der i Opvæxten havde viist sig stille og indesluttet i sig selv, og ikke taget sig synderligt af Gaardens Drift, men som forresten var smuk og stor af Væxt, havde imidlertid naaet sit femtende Aar, og sagde at han vilde drage over til Norge for at prøve, om han kunde faa nogen Lykke hos sine anseede Frænder, thi han kunde ikke længer holde ud at taale Sigmunds Anmasselser. Han bad sin Moder, ikke at sælge Ejendommen i hans Fraværelse, hvor trangt det end maatte vorde hende, og drog afsted.
Da Glum var kommen til Norge, begav han sig op paa Vors, til Vigfus’s Gaard, hvor han strax kunde se at man levede paa en stor Fod, thi der var en Mængde Mennesker og mangeslags Lystighed og Leg. Han saa flere Mænd af et fornemt Udseende, og vidste derfor i Førstningen ikke, hvo af dem var hans Morfader Vigfus, men endelig fik han Øje paa en stor, værdigt udseende Mand i Højsædet, der var iført en blaa Kappe og legede med et guldbeslaget Spyd: da kunde han skjønne at dette var Husets Herre, gik hen til ham og hilsede ham. Vigfus modtog hans Hilsen venligt og spurgte hvo han var; han nævnte sig da som en af hans Datter Aastrids Sønner, der var kommen for at besøge ham. Vigfus svarede, at han ej saa lige kunde vide, om det var sandt hvad han sagde; han anviste ham imidlertid Sæde paa den ydre Deel af den ringere Bænk, og gjorde ikke synderligt af ham; heller ikke blandede Glum sig synderligt i de Øvriges Samtaler og Lystighed, men laa for det meste i sit Sengerum med en Kappe over Hovedet, og betragtedes som en underlig Skrue. Ved Vinternatstid skulde der være Diseblot og Gjestebud paa Gaarden; alle skulde deeltage deri, men Glum sad i sit Rum og gik ej til Blotet Om Aftenen, da Gjesterne vare komne, herskede der langt mindre Lystighed, end man skulde have ventet, hvor saa mange vare tilsammen, og Beværtningen saa god. Glum, som hverken havde været ude at modtage Gjesterne eller indbudt Nogen til at sidde hos sig, fik Aarsagen til denne Misstemning først at vide, da de havde sat sig til Bords. Det blev ham nemlig sagt, at en Berserk ved Navn Bjørn Jernhaus var kommen til Gaarden selv tolfte; han havde for Skik at indfinde sig ved store Gjestebud og give sig i Ordvexling med Folk, for at saa Anledning til at æske dem til Holmgang, om de vovede at sige det allermindste, der mishagede ham. Vigfus bad at man vilde svare ham lempeligt, og ej
