Side:Det norske Folks Historie 1-1-2.djvu/292

Denne siden er korrekturlest
266
Haakon Jarl.

der mod sin Herre. Jarlens og Karls Hoveder lod Olaf hænge i en Galge, som stod paa Nidarholmen (nu Munkholmen), hvilken i den Tid brugtes til Rettersted for Tyve og andre Misdædere. En Mængde Bønder ledsagede ham derud, kastede under Skrig og Raab Stene paa Hovederne, og sagde at der kunde den ene Niding hænge med den anden. Der blev sendt Bud op i Gauldalen til Rimul efter Jarlens hovedløse Krop, som blev brændt, da de fik fat paa den. Hadet mod Jarlen var nu saa stort, at Thrønderne ikke vilde høre om andet Navn paa Haakon, end Haakon den ille (onde), og denne Benævnelse blev, som det siges, almindelig baade inden- og udenlands. Saa stor en Omskiftelse var der foregaaet i den Yndest, hvori han for ikke mange Aar tilbage havde staaet hos Folket. Efter Sejren over Jomsvikingerne var han afholdt, hædret og anseet som en Konge; ni Aar efter hængtes hans Hoved i Nidingsgalgen og lystes der Forbandelser over hans Minde[1].

„Det maa man dog“, heder det i Kongesagaerne, „med Sandhed sige om Haakon Jarl, at han havde meget, der gjorde ham skikket til at være Høvding; først høj Byrd, dernæst Klogskab og Indsigt i at sysle med Herredømmet, Raskhed i Slag til at vinde Sejren, og derhos Lykke til at fælde sine Fiender. Han var gavmild mod sine Mænd, og en lang Tid vennesæl, men hans uheldige Stjerne vilde, at Tiden nu var kommen, da Hedendom og Blotskab skulde forgaa, og den hellige Tro og rette Sæder komme i Stedet, og for at dette kunde ske, maatte han lide en Død, som var en saadan Høvding uværdig“. I disse Ord er Haakons Stilling og hans Forhold til sit Folk og „sin Tid nøjagtigt skildret. Flere af Haakons Charakteerfejl, som vi have lært at kjende, hans Troløshed og Underfundighed, vilde man maaske have tilgivet ham i Betragtning af hans andre store Egenskaber. Men han blev forhadt ved sin Grusomhed, sin Usædelighed, sin – man kan tydeligt iagttage det – tiltagende Barskhed og Uelskværdighed; endog hans saa meget priste Gavmildhed aftog og gik over til Smaalighed. Denne Vending i hans Charakteer var aabenbart en Følge af hans indre Uro og Ufred med sig selv. Han passede ej længer for sin Tid. Han var, hvad der da vistnok var en stor Sjældenhed, især i de højere Kredse, en oprigtig Hedning og Blotmand. Vel herskede Hedendommen endnu i Norge, fornemmelig i Throndhjem, og den havde endnu i flere Aar ivrige Tilhængere. Men de fleste hang dog nu ved Hedendommen mere af gammel Vane og af Had til Christendommen end af sand Overbeviisning. Haakon derimod troede fuldt og fast paa de hedenske Guder. For at vinde deres Bistand ofrede han endog sin egen Søn. Meente han end der-

  1. Olaf Tr. Saga Cap. 104. Hos Snorre Cap. 56. Om et (maaske) gammelt Sagn om Ormen paa Bones, Lundesola og Jarlen, der dog i enkelte Stykker synes lidt mistænkeligt, se Fayes Saga S. 161 jvfr. Klüwers Mindesmerker S. 107.