Side:Det norske Folks Historie 1-1-2.djvu/321

Denne siden er korrekturlest
295
Erling Skjalgssøns Giftermaal.

lagde Gods dertil, og overdrog dens Varetægt til Thangbrand. Derfra drog han til Gulathing hvor han traf en talrig Forsamling. Han henvendte sig først til Høvdingerne, og bød dem antage Christendommen. En af de mægtigste blandt dem svarede, at hvis han vilde bruge Vold og Tvang mod dem og gjøre Brud paa Lov og Ret, da vare de blevne enige øm at staa ham imod med al Magt; vilde han derimod vise dem nogen Villighed, da stod det kun til ham at sikre sig deres Troskab og Lydighed. Olaf spurgte nu, hvad det da var, de ønskede at han skulde gjøre for at de kunde blive vel forligte og gode Venner. De svarede at han skulde give Erling Skjalgssøn sin Syster Aastrid til egte; Erling kunde, meente de, med Rette ansees for den vakreste unge Mand i hele Norge. Olaf havde intet at indvende mod Giftermaalet, hvilket han i alle Dele fandt sømmeligt, da Erling var rig, højbyrdig og smuk; dog maatte han først høre Aastrids egen Mening om Sagen. Han spurgte hende derfor, om hun vilde tage Erling til Mand. Men den stolte Pige fandt ikke Erling fornem nok. „Det kommer mig lidet til gode“, sagde hun, „at jeg baade er Kongedatter og en Konges sambaarne Syster, hvis jeg skal blive gift med en Mand uden Tign[1]; heller vil jeg da vente nogle Aar paa et andet Tilbud“. Olaf ærgrede sig over dette Svar, og til et Tegn derpaa sendte han hende en Høg, som hun ejede, efter først at have ladet alle Fjedrene plukke af den[2]. Da sagde hun: „nu er min Broder vred“; stod strax op, gik til ham, og bad ham bestemme om hendes Giftermaal, som han vilde. „Jeg tænkte ogsaa“, sagde Kongen, „at jeg havde Magt til at give hvilken som helst Mand Tign, jeg vilde, her i Landet“. Erling og hans Frænder bleve nu kaldte til, og Aastrid blev festet ham[3]. Derpaa lod Kongen Thinget sætte og bød Bønderne at lade sig christne. Da nu Erling og hans mægtige Frænder

  1. Ved „Tign“ forstodes fyrstelig Værdighed, hvilken kun tilkom Konge- og Jarle-Titlen; Konger og Jarler kaldtes tignir, de øvrige útignir menn. De „tigne Mænds“ Hustruer kaldtes „Dronninger“.
  2. Dette skulde vel betegne hendes forladte Tilstand, hvis Olaf slog Haanden af hende; jvfr. 1ste B. S. 235.
  3. Odd Munk lader i sin Bearbejdelse denne Begivenhed gaa forud for Olafs Ankomst til Viken, og Hyrnings og Thorgeirs Giftermaal. Han nævner ligefrem Ølmod, Søn af Hørde-Kaare („der var saa mægtig at han overvandt 9 Konger“) som den, der førte Ordet, og rimeligviis er det herfra, at Snorre har hentet hans Navn. Odd Munk udgiver ogsaa Aastrid, der egtede Erling, for en Datter af Lodin, og saaledes kun en Halvsyster af Olaf. Da han tidligere nævner Aastrid tilligemed Einar Thambeskelver i Anledning af de forskjellige Meninger om Tidsregningen (se ovf. S. 244) er det ikke usandsynligt, at Aastrid har varet en af dem, hvis Beretninger om Olaf ligge til Grund for de senere Beskrivelser af hans Levnet.