Side:Det norske Folks Historie 1-1-2.djvu/550

Denne siden er korrekturlest
524
Olaf Haraldssøn.


Bondehær paa henimod 900 Mand[1]. Kongen stillede sine saa, men krigsvante Mænd i Fylking, og gjorde sig rede til Angreb. Bønderne derimod, som ej havde aftalt, hvo der skulde være deres Høvding, kunde ej komme i Orden, og der herskede øjensynlig Forvirring i deres Hob. Da Olaf merkede dette, sendte han en af sine Mænd, ved Navn Thore Gudbrandssøn, til dem med Fredstilbud. Thore hilste dem, at Olaf helst ønskede at afgjøre Alt i Mindelighed med dem, og bad dem at udnævne tolv af de fornemste i deres egen Midte, for at underhandle. Herpaa gik Bønderne ind, og de udvalgte gik over en liden Høj frem mod Kongens Fylking. Olaf takkede dem for deres Føjelighed, og fortalte dem sit Ærende til Throndhjem, nemlig at tage det Rige i Besiddelse, Haakon Jarl havde afstaaet ham. Han fremviste Vidner paa denne Afstaaelse og Jarlens Ed, og sluttede med at forelægge Bønderne to Vilkaar, enten at gaa ham til Haande, idet han bød dem slig Lov og Fred som Olaf Tryggvessøn forhen, eller at holde Slag med ham. Da de tolv kom tilbage til deres Flok med denne Besked, blev der en Stund raadslaaet om hvad herved var at gjøre. Enden blev dog den, at de besluttede at gaa Kongen til Haande, hvilket da og skede, og bekræftedes med Ed. Kongen fortsatte nu sin Rejse og Bønderne gjorde Vejtsle for ham. Da han kom ned til Fjorden, skaffede han sig Skibe blandt dem, som tilhørte Bønderne i Egnen. Et tyvesædet Langskib fik han fra Gunnar paa Gelmin i Orkedalen, et andet lignende fra Lodin paa Viggen, et tredie fra Angre (Hangran) over paa Neset (Byneset), hvilken Gaard havde tilhørt Haakon Jarl, men nu bestyredes af hans Aarmand Baard hvite. Desforuden fik han fire eller fem Skuder[2]: med denne lille Flaade styrede han hastigt ind efter Fjorden for at træffe Svein Jarl i Steinker[3]. Men imidlertid havde Einar Thambarskelver faaet Nys om Olafs Ankomst; han ilede med sine Huuskarle op i Gauldalen, og sendte andre af sine Folk

  1. Egentlig 7 Hundreder, d. e. store, altsaa 840.
  2. Olaf den helliges Saga Cap. 53 nævner kun fem, Fagrskinna Cap. 91 kun tre Skibe.
  3. Fortællingen om denne Rejse forekommer saa vidtløftigt kun hos Snorre, Cap. 36–39. Om dens sandsynlige Oprindelse og Paalidelighed, se nedenfor; her bemerke vi kun, at Sagaskriveren aabenbart har tænkt sig hans Rejse baade længere og langvarigere, end den kunde have været og Vejen er. Olaf maatte aabenbart skynde sig, for at Rygterne ej skulde komme alt for meget i Forvejen for ham; Forhandlingerne med Bønderne have vistnok kun været som i Forbigaaende; mellem Grjote og Fjorden er Afstanden saa kort, at der i det højeste blot kan være tale om een Vejtsle, Bønderne gjorde for ham, ej om flere, som det hos Snorre heder; Fagrskinna nævner ikke om noget Thing med Bønderne. Merkeligt er det og, hvad vi nedenfor ogsaa komme til at berøre, at Olaf ved sin Tilbagerejse drog, som det heder, fra Orkedal til Fjeldet og „øster til Dalerne“, samt derfra til Gudbrandsdalen. Rimeligviis har han vel taget samme Vej frem, som tilbage.