Side:Det norske Folks Historie 1-1-2.djvu/562

Denne siden er korrekturlest
536
Olaf Haraldssøn.


begave sig hen til Kong Olaf, og bleve hans Mænd: andre sendte ham Bud, at de vilde underkaste sig ham. Ifølge dette Budskab gjorde Olaf derfor en Rejse til Indhered, hvor han ogsaa virkelig blev tagen til Konge i hvert Fylke, men hvor der dog endnu ikke synes at have været handlet om de ham tilkommende Afgifter. Det viste sig strax efter, at Indthrønderne endnu saa at sige bare Kappen paa begge Skuldre. Det var nemlig slet ikke Olaf svenskes Hensigt at opgive de Besiddelser i Norge, han efter Svoldrslaget havde erhvervet, om end hans Lensmand og Jarl var død; han udstødte de haardeste Trusler mod Olaf digre, som han kaldte ham, og sendte strax tvende Brødre, ved Navn Thurgøt Skarde og Æsgøt Aarmand, hver ledsaget af 11 Mænd, til Throndhjem for at kræve Skatten af de ham tilhørende Fylker, deels i Indhered, deels paa Møre. Skatkræverne toge Vejen over Jemteland og kom ned i Verdalen, hvor de sammenkaldte Bønderne og underrettede dem om sit Ærende. Det maa have været ganske kort efter Olafs eget Besøg i Egnen. Bønderne raadsloge om hvad herved var at gjøre, og svarede efter fælles Overlæg heel forsigtigt: „at de nok gjerne skulde betale Sviakongen Skat, hvis kun ikke Norges Konge ogsaa krævede den, thi de vilde ikke betale Skat to Gange.“ Samme Svar fik Sendebudene i Skaun og Stjørdalen: betingede Løfter, men ingen Penge. Thurgøt vilde derfor rejse tilbage, men hans mere nidkjære Broder Æsgøt sagde at han ej betragtede deres Ærende tilbørligt udført, førend de havde talt med Kong Olaf digre og erfaret, hvad han havde i Sinde. Thurgøt erkjendte dette, og saaledes stevnede de da ud til Nidaros, hvor de skaffede sig Herberge i et af de nys opbyggede Huse. Allerede Dagen efter indfandt de sig hos Kongen, da han sad ved Bordet. Kongen bad dem komme igjen næste Dag. Paa denne Dag lod Kongen, efter at have lydt Messe, et Huusthing sammenkalde, og Sviakongens Mænd anmode om at indfinde sig her. De kom, og paa Kongens Opfordring til dem om at fremsætte deres Ærende, tog Thurgøt Ordet, fortalte, hvad deres Ærende var, hvo der havde sendt dem, og hvad Svar Indthrønderne havde givet; han sluttede med at bede Kongen om en bestemt Erklæring, for at de kunde vide, hvad de havde at holde sig til. Kongen svarede: „saa længe Jarlerne herskede her i Landet, var det i sin Orden, at Folket adlød dem, thi de vare ættebaarne til Riget; skjønt det rigtignok havde været rettere, om Jarlerne havde underkastet sig de retmæssige Konger i Landet, end at slutte sig til udenlandske Konger, sætte sig op mod deres egne, og forjage dem fra Landet med Ufred. Men naar Olaf svenske gjør Fordring paa Norge, skjønner jeg ikke med hvad Skygge af Ret han fremsætter slig Paastand; vi erindre derimod godt, hvilken Skade vi have lidt af ham eller hans Frænder.“ Da sagde den heftige Æsgøt: „det er ikke underligt, at man kalder dig Olaf digre, siden du svarer en slig Høvdings Ord saa overmodigt; men