Side:Det norske Folks Historie 1-1-2.djvu/630

Denne siden er korrekturlest
604
Olaf Haraldssøn.

havde bragt med til Byen. Dette lovede Kongen. „Da skal jeg“, sagde Thoralde, „berette Sandheden, som den er, at inde i Throndhjem er næsten alt Folket hedensk i sin Tro, skjønt enkelte ere døbte. De have for Skik at holde et Blot om Høsten, for at indvie Vintren, et andet midt om Vintren, og et tredie ved Sommerdag for at indvie Sommeren. De, som ere sammen herom, ere Eynerne, Sparbyggerne, Verdølerne og Skeynerne[1]. Der er tolv Mænd, der ordne og forestaa Blotgilderne; i Vaar er det Ølve, som skal forestaa Vejtslen, og han har derfor nu meget travlt inde paa Mæren, hvor alt det, der udfordres til Gjestebudet, bringes sammen“. Da Kongen nu fik Sandheden at vide, lod han sine Folk blæse sammen og tilsige, at man skulde forføje sig ombord; han-udnævnte Skibsstyrere og Høvdinger for de enkelte Skarer, hvilke han anviste deres bestemte Plads paa hvert Skib. I alt havde han, som forhen, fem Skibe og 360 Mand. Med en god Vind styrede han ind ad Fjorden, og kom til Mæren om Natten uden at nogen af de der tilstedeværende Bønder havde faaet mindste Nys om hans Rejse, og længe førend de ventede ham. Han lod strax Husene omringe, og Ølve blev greben og dræbt tilligemed en Mængde andre. Al den sammenbragte Gjestebudskost lod Kongen bringe ombord, ligeledes alle de Klæder og øvrige prægtige Sager til Husenes Udsmykkelse og Festens Forherligelse, som allerede vare bragte derhen: alt dette lod Kongen dele mellem sene Folk. Derpaa hjemsøgte Kongen de Mænd, som han troede havde meest Deel i disse Anslag. Nogle bleve grebne og lagte i Lænker; nogle reddede sig ved Flugten; mange blev deres Gods frataget. Efter at dette var skeet, lod Kongen Bønderne sammenkalde til et Thing, og da han nu havde saa mange af Egnens mægtigste Mænd i sin Vold, vovede de øvrige, der for det meste enten ved Slægtskab eller Venskab vare nøje forbundne med dem, ikke at byde ham Trods eller gjøre nogen Opstand. Saaledes maatte da alle Indthrønderne antage den rette Tro og Olafs Lovgivning; han indsatte flere Prester og lod Kirker indvie der. Kongen erklærede Ølve ugild og alt, hvad han efterlod, for sin Ejendom. De øvrige, der især syntes ham skyldige, lod han enten dræbe eller lemlæste eller forjage fra Landet, eller lægge i store Pengebøder. Derefter vendte han tilbage til Nidaros[2].

62. Møre, Raumsdal og Gudbrandsdalen christnes. Eidsiva-Thingforening udvidet.


Da Sommeren kom, besluttede Olaf at besøge den øvre Deel af Gudbrandsdalen, til hvilken Christendommen endnu ej var naaet, for ogsaa at udbrede Troen her, og at lægge Vejen over Møre og Raumsdalen, hvor

  1. Det er Indbyggerne af Eyna-, Sparbyggja-, Verdøla- og Skeyna-Fylke, eller af Beitstadens, Inderøens, Sparboens, Stads, Snaasens, Verdalens, Skauns og Yterøens nuværende Prestegjeld.
  2. Olaf d. hell. Saga, Cap. 102–104. Snorre, Cap. 113–115.