Side:Det norske Folks Historie 1-1-2.djvu/652

Denne siden er korrekturlest
626
Olaf Haraldssøn.


kjendeligt ved sine prægtigt rød- og hvidmalede Sider, og sit stavede Sejl. Karle, som nu var Aasmunds Sængekammerat og kæreste Ven, sagde da til ham: „du taler saa ofte om at du er nysgjerrig efter at see Aasbjørn Selsbane: jeg skulde være meget daarlig til at kjende Skibe, hvis det ikke er ham, som sejler der“. „Gjør mig den Tjeneste, Kammerat“, sagde Aasmund, „at sige mig til, hvis du kjender ham“. Strax efter mødtes Skibene, og Karle sagde: „der sidder han ved Roret i en blaa Kjortel“. Da kastede Aasmund, idet Skibene gik forbi hinanden, et Spyd efter Aasbjørn, der traf ham paa Midten og gik igjennem ham saaledes, at det blev staaende i Hovedfjælen, men Aasbjørn faldt død fra Roret. Skibene gik imidlertid hvert sin Vej. Aasbjørns Mænd bragte hans Lig hjem til Throndenes, hvor Sigrid strax lod sende Bud til Bjarkø efter Thore Hund. Der blev holdt Ligfærd efter Skik og Brug. Ved Afskeden gav Sigrid sine Venner Foræringer. Thore Hund havde endnu ingen faaet, men Sigrid fulgte ham ned til hans Skib, og sagde ved Afskeden: „min Søn Aasbjørn fulgte dit venlige Raad, men fik ej beholde Livet længe nok til at lønne dig derfor; jeg faar altsaa see til, om jeg kan, skjønt jeg ej duer saa vel dertil, som han. Her er en Gave, jeg vil give dig, med det Ønske, at den maa bekomme dig vel“; – her fremtog hiin et ikke synderlig stort Maalespyd[1] med Guldbeslag paa Falen – det er dette Spyd, som stod gjennem min Søn Aasbjørn, hvis Blod endnu klæber derved: du vil derved bedre kunne mindes, om det passer til det Saar, du saa paa din Brodersøn. Det vilde være en rask Daad, om du skiltes ved dette Spyd saaledes at det stod i Olaf digres Bryst; og jeg erklærer dig for hver Mands Niding, hvis du ikke hevner Aasbjørn“. Dermed vendte hun om og gik hjem. Thore blev saa greben ved hendes Ord, at han ikke kunde tale, men holdt krampagtigt fast i Spydet, uden engang at ændse Bryggen, saa at han nær havde gaaet lige i Søen, hvis ikke hans Mænd havde taget fat i ham og understøttet ham, idet han gik ud paa Skibet. De roede da hjem til Bjarkø. Aasmund Grankellssøn fortsatte sin Rejse indtil han kom til Kongen, som da opholdt sig i Throndhjem. Han berettede ham, hvad der var skeet, og der tales ej om at Kongen dadlede ham derfor, tvertimod gjorde han Karle paa hans Anbefaling til sin Hirdmand: et tydeligt Beviis paa, at Aasmund virkelig, som det etsteds siges, havde dræbt Aasbjørn efter Kongens udtrykkelige Befaling[2]. Om de, der vare ombord paa Aasbjørns Skib, allerede da vidste, at Aasmund var hans Banemand, nævnes ikke; derimod siges det udtrykkeligt, at Aasmund og Karle selv fortalte Kongen

  1. Maalespyd kaldtes Spyd med Maal, d. e. hemmelige Runer, som troedes at bringe Sejr, paa Bladet.
  2. I den legendariske Saga staar der ligesrem, at Olaf sendte Mænd for at dræbe Aasbjørn.