Side:Det norske Folks Historie 1-1-2.djvu/714

Denne siden er korrekturlest
688
Olaf Haraldssøn.

som raadede Kongen til at indvilge hans Begjæring: de sagde at han havde talt vel, og at han vist var uskyldig i den Bi-øde, hvorfor han anklagedes. Kongen sagde, at enten maatte han være uskyldig eller djervere end man ellers saa Magen til: denne sidste Mening havde nu Kongen, og Sigurd vilde nok, sagde han, snart selv bære sit Vidnesbyrd herom. Efter de Tilstedeværendes Bøn antog han Sigurds Tilbud om Jærnbyrd, og bestemte denne til den følgende Dag, paa hvilken Sigurd havde at indfinde sig ved Lygren, hvor Biskoppen selv skulde forestaa Handlingen. Derpaa vendte Kongen tilbage til Lygren, men Sigurd og hans Staldbrødre gik ud paa Skibet igjen. Da det blev mørkt, sagde Sigurd: „sandt at sige, ere vi her komne i en vanskelig Stilling; man har skjendigt løjet os paa, og denne Konge er saa fuld af Kneb, at Udfaldet er let at forudsee: først lod han Thoralf dræbe, og nu vil han gjøre os til Ubodemænd. Det er naturligviis en let Sag for dem at forkvakle Jærnbyrden for os, og derfor tror jeg det er det værste vi kunde vælge, at indlade os paa saadant med ham: jeg foreslaar at vi strax hejse Sejl og stevne ud til Havs med Landvinden, saa kan Thrond selv næste Sommer rejse og sælge sin Uld, om han vil. Slipper jeg bort, skal jeg aldrig tidere sætte min Fod i Norge“. De andre fandt dette Forslag meget fornuftigt, de hejsede derfor Sejl, og satte om Natten ud til Havs saa sort de kunde. De standsede ej, førend de kom til Færøerne, hvor Thrond, som det heder, lod ilde over deres Færd, og de svarede heller ikke vel. Kong Olaf fik snart at vide, at Sigurd og hans Staldbroder vare borte, og der var nu flere, som ikke længer benegtede Sandsynligheden af at de vare skyldige. Kongen selv talte ikke stort derom, men udlod sig dog med, at hans Formodning nu var bleven bekræftet. Det er og tydeligt nok at see, at det hele var aftalt af Thrond, hvis Gaards Beliggenhed paa Østerø havde sat ham istand til at oppasse de to norske Skatkræverskibe og lade dem overfalde, førend nogen af Olafs Tilhængere vare blevne dem var. Hans Bebrejdelse til Sigurd, Thord og Gaut var aabenbart kun fremsat for at de tilstedeværende, der ej vare indviede i Planen, ikke skulde fatte nogen Mistanke om Rejsens sande Hensigt, der umiskjendeligt ene og alene var den, at dræbe Thoralf ved Landstigningen i Norge, hvilket, hvad end Sigurd forsikrede, var lettere end paa Færøerne, hvor han var omgiven af Venner og Frænder. Vi have allerede seet flere Exempler paa Thronds Lumskhed og trædske Anslag, ligesom vi i det følgende ville erfare, hvorledes han og hans Frænder ganske aftoge Masken, og især disse sidste optraadte som aabenbare Voldsmænd[1].

  1. Olaf den helliges Saga, Cap. 131, Snorre, Cap. 145, Færeyinga Saga, Cap. 43.