Side:Det norske Folks Historie 1-1-2.djvu/794

Denne siden er korrekturlest
768
Knut den mægtige.

Knuts nærmere Bestemmelse herom indtraf, stod Norge alene under Lendermændenes Bestyrelse. Rygtet om Jarlens Død blev ogsaa temmelig snart bragt til Olaf i Rusland ved Bjørn Stallare. Denne, der, som vi have seet, ved Olafs Rejse til Sverige fik Hjemlov, havde siden den Tid siddet hjemme paa sin Gaard. Men da han var en anseet Mand, som det var meget vigtigt at have paa sit Parti, havde Haakon Jarl og dennes Tilhængere gjort sig megen Umage for at vinde ham. De sendte Bud til ham med Hilsen fra Kong Knut, Haakon Jarl og andre Høvdinger, og lode ham sige, at Knut satte megen Priis paa hans Venskab, og derfor anmodede ham om at gaa i hans Tjeneste, hvilket desuden nu var saa meget rimeligere, som Olaf ej længer kunde beskytte sine Venner. Bjørn svarede først, at han vilde sidde hjemme i Ro uden at tjene Høvdingerne. Men Sendebudet forelagde ham nu to Vilkaar, enten at fare i Utlegd, eller at gaa Knut og Haakon til Haande, imod klækkelig Betaling: i det samme heldte han engelske Sølvpenge ud for ham af en stor Pung. Bjørn var temmelig pengekjær, og blev derfor heel tvivlraadig, da han saa Sølvet: han vilde nødig forlade sine Ejendomme, og besmykkede allerede i Tankerne et Frafald dermed, at Olaf alligevel ikke vilde kunne faa Herredømmet i Norge tilbage. Medens han overvejede dette, lagde Sendebudet endnu to digre Guldringe frem med de Ord, at alt dette dog kun var en Ubetydelighed imod hvad han vilde faa, hvis han besøgte Kong Knut selv. Disse glimrende Tilbud var Bjørn for svag til at kunne modstaa. Han tog imod Gaverne og svor den forlangte Troskabs-Ed. Men ikke længe efter hørte han at Jarlen skulde være død, og da begyndte han at angre sit Frafald. Han var løst fra sin Ed til ham, og fik nu virkelig noget Haab om at Olaf atter kunde komme til Magten, hvis han strax vendte tilbage til Norge, førend det endnu havde faaet en øverste Høvding. Angeren drev ham til, ufortøvet at søge Kong Olaf i Rusland, og bringe ham den vigtige Efterretning om Jarlens Død og Norges høvdingsløse. Tilstand. Kongen og alle de Nordmænd, der havde fulgt ham, glædede sig meget ved hans Ankomst og de Nyheder, han bragte. Kongen spurgte ham om mangt og meget, og tilsidst ogsaa, hvorledes hans hjemmeblevne Venner overholdt deres Troskabsløfte til ham. „Nogle godt, andre daarligt“, sagde Bjørn, og kastede sig i det samme for Kongens Fødder, som han omfavnede med de Ord: „Alt i Guds og eders Vold. Konge; jeg har modtaget Penge af Knuts Mænd og svoret dem Troskabsed, men nu vil jeg følge dig, og ikke skilles ved dig, saa længe vi begge ere i Live“. Kongen svarede: „staa strax op, Bjørn; min Tilgivelse har du, thi jeg veed jo nok, at der nu kun er faa i Norge, som blive mig tro, naar slige Mænd som du lade sig forføre; sandt at sige ere ogsaa mine Mænd i en vanskelig Stilling da jeg selv er borte, og mine Fiender true dem med Ufred“. Bjørn underrettede nu Kongen om at hans