Side:Det norske Folks Historie 1-1-2.djvu/802

Denne siden er korrekturlest
776
Knut den mægtige.

hans Folk den samme Islænding, Jakul Baardssøn fra Vatnsdalen, der halvandet Aar forhen havde været med Haakon Jarl, da denne forfulgte Olaf ind i Slygsfjorden, og som siden ved Lodkastning fik Olafs eget Skib, Visunden, at styre. Olafs Mænd grebe ham, og førte ham frem for Kongen, der strax bød at han skulde halshugges. Der blev da, som sædvanligt ved slige Henrettelser, snoet en Vaand i Jakuls Haar, hvori en Mand holdt, for at strække hans Hals frem under Hugget. Men da Jakul hørte Hvinet af Øxen, rettede han sig hurtigt op, saa at Hugget ikke traf ham paa Halsen, men i Hovedet: Det var imidlertid saa dybt, at hans Død var vis, og Kongen sagde derfor, at man ej skulde hugge mere. Den haardføre Jakul havde Kraft nok til endnu at sidde oprejst og kvæde et Vers, hvori han omtalte sit dybe Saar, sin sørgelige Stilling, og Kongens uforsonlige Vrede. Derpaa døde han. Da den Omstændighed, at han som en Krigsmand ei Haakon Jarls Følge havde været med at sætte efter Olaf, og havde faaet dennes Skib at styre, ikke synes at indeholde Grund nok til at retfærdiggjøre, eller endog at forklare den usædvanlige Haardhed og Grusomhed, som Olaf ved denne Lejlighed viste, maa man næsten formode, at Jakul tidligere har været Olafs Hirdmand, og paa en mere end almindelig troløs og forrædersk Maade har forladt ham, for at gaa over til Haakon Jarl. Sagaen melder intet derom, men fortæller dog Jakuls Henrettelse som en Sag, der var i sin Orden[1].


84. Olafs Tog til Norge.


Fra Gotland sejlede Olaf, da han fik Bør, over til Svithjod, og styrede ind i Mælaren til Aaros eller det nuværende Upsala. Derfra sendte han Bud til Kong Anund og bad ham at møde ham paa et Sted, han bestemte. Anund tog sig denne Gang venligt, om just ikke ivrigt, af Olaf, enten nu fordi han havde Medynk med ham, eller fordi han indsaa, at Kong Knut vilde blive ham en farligere Nabo end Olaf. Han mødte ham paa det aftalte Sted, hvor ligeledes Dronning Aastrid indfandt sig med de Mænd, der havde fulgt hende. Mødet skal paa alle Sider have været meget glædeligt[2]. Men Olafs Ankomst til Sverige rygtedes snart i Norge, og strax blev Krigsbud sendt rundt om og fuld Almenning opbuden i hele Landet, saa at betydelige Troppemasser samledes. Med disse fordeelte Høvdingerne sig,

    eþa, ikke eller; laigulenningr (leiglendingr) i Stedet for landbói; raiþi rangr, reka for vrêþi, vrangr, vreka; „landi oru bygðu“ (Cap. 1) ligesom i Cap. 1 af Gulathingsloven, þau at siðer sei (þó at síðar sé); garþr ir granna setr (garðr er granna sættir, Gulathingsloven, Cap. 82).

  1. Olaf den helliges Saga, Cap. 173, Snorre, Cap. 193.
  2. Olaf den helt. Saga, Cap. 181. Snorre, Cap. 203.