Side:Det norske Folks Historie 1-1-2.djvu/867

Denne siden er korrekturlest
841
Forliget i Brennøerne.


Dette Forlig er i Norges, ja i hele Nordens Historie af overordentlig Vegt og Betydning. Den sidste legitime Ætling af det ældgamle og mægtige Danekonge-Huus erkjendte derved Ynglinge-Ættens Repræsentant i Norge for sin Ligemand. Harald Haarfagres Æt erhvervede derved om-

    rek, Cap. 32, 33. Saxo, 10de Bog, S. 538. Ágrip fortæller at Magnus begyndte Krig med Danmark først efter at han i nogle Aar havde været Konge i Norge og efter Uenigheden med Thrønderne, medens Snorre ganske tydeligt, og de øvrige Sagaer ligeledes temmelig utvetydigt, henfører Krigen til Vaaren efter Svens Død, hvilket ogsaa er saa meget mere sandsynligt, som Magnus just da befandt sig i den sydlige Deel af Landet. Ogsaa Saxo bevidner udtrykkeligt at Underhandlingerne, følgelig ogsaa Krigen, fandt Sted strax efter Knuts Død, idet han siger: Knut (d. e. Hardeknut), ikke mindre forfærdet over Nordmændenes Frafald, end ved Rygtet om sin Faders Død, frygtede, at dersom han krigede med Nabofolket, vilde England falde fra. Idet han saaledes foretrak at give Slip paa det mindre Rige fremfor at udsætte sig for Tabet af det større, … sluttede han med det frafaldne Riges Herre en edelig Pagt, at den længstlevende af dem skulde beholde begge Riger, … og rejste derfra over til England“. Men hvad der er vanskeligere at udfinde, er Krigens Varighed. Snorre nævner at begge Konger havde Leding ude, og at de vilde strides i Elven, men at Striden afværgedes ved Høvdingernes Underhandlinger; han erkjender altsaa ej nogen formelig Krig, og henfører saaledes Forliget til 1036. Det samme synes at være Tilfældet med Saxo. Thjodrek siger ligeledes, at Magnus, kort efter Knuts og Svens Død, styrede til Danmark, for at hevne Danernes Fornærmelser mod Norge, traf Hardeknut ved Brennøerne, og sluttede Forliget, altsaa i 1036, uden Krig. Ágrip nævner heller ikke egentlig om nogen Krig. Derimod siger saavel Fagrskinna, som Magnus den godes Saga, at begge Konger gjorde hinanden stor Skade med Hærfærd og Manddrab. Dette synes visselig ej at kunne siges, med mindre en formelig Krig virkelig havde fundet Sted, og da der tillige maa have været nogen Grund, hvorfor Hardeknut, som de samtidige engelske Kilder berette, ej forlod Danmark førend i 1039, bliver der den største Sandsynlighed for at en Krig med Magnus har opholdt ham, og at Forliget saaledes sluttedes ved 1038. Dette bestyrkes af Orkn. Saga, der henfører Kalfs Forjagelse fra Norge, der først fandt Sted efter Magnus’s Hjemkomst til Throndhjem, til flere Aar efter 1036, medens Hardeknut „var Konge i England og Danmark“, men dog endnu opholdt sig i Danmark; altsaa vel omtrent ved 1039. Ligeledes sees det af Magnus den godes Saga, Cap. 18, at Kalf „havde meest at sige i Throndhjem, medens Magnus var i Danmark“, hvilket og tyder paa en længere Fraværelse, især da Kalf ogsaa stundom var hos Magnus. Paa den anden Side maa Forliget være skeet før 1039, da Hardeknut i dette Aar drog til Brügge, for derfra senere at drage til England; og han kom siden aldrig tilbage til Danmark. Mag. Adam fortæller alt sammen langt anderledes (II. 74). „Kong Knuts anden Søn, Sven, døde. Da valgte Nordmændene strax Magnus, St. Olafs Frillesøn, til Konge, og denne angreb strax Danmark, og erhvervede begge Riger, da Hardeknut, Danekongen, opholdt sig med Hæren i England. Denne udnævnte sin Frænde Sven (Ulfssøn) til Anfører for sin Flaade for at krige med Magnus (det er i Cap. 73 fortalt, hvorledes Sven efter 12 Aars Ophold i Sverige, altsaa indtil 1040, da Hardeknut havde erhvervet England, begav sig did, idet han dog paa Vejen havde herjet i Landskabet