Side:Digte og Noveller.djvu/50

Denne siden er korrekturlest


Du hører med, med dine øine klare
af himmelen, og solen, og din fot
er tung og brun og mulden som en rot,
og du er fri, en mand i skogen bare. — —

Men — som du sværmer slik og tramper spor,
sker noget sælsomt med den vaate jord —
En anden dyster skjælving fra det fjerne,
en angstfuld bølge i det vare muld,
vil gripe dig og tvinge dig paa knærne
og paa dit ansigt kaste dig omkuld!

Du styrter slagen op paa berget dér,
og fatter i din vaande, hvad det er:
Mens jorden suser ind i morgenrøden
og søker sommeren i festlig færd,
saa vil en sværm af slegter under sverd
fremdeles holde verden fast i døden!
— — — —

Men der paa berget stanser du og stirrer
med ryggen støttet mot et mægtigt træ,
og vender halvt dit hode for at se
den høie hær af unge trær, som dirrer. —