Lovværk, i de forskjellige Folks Pendanter, paa mangehaande Maade bøier sig over og flrtter sig ind i den andens.
Sammenstille vi nu hele denne vor Eventyrkreds med Udlandenes Digtninger af samme Art, møde vi snart Hovedfabelen, snart enkelte Træk i de fleste mig bekjendte Samlinger.
I Svenskernes tilsvarende Tradition „Det sköna slottet östan om Solen och nordan om Jorden“ indledes Fortællingen med Træk, som staae nær Begyndelsen af vort Eventyr „Jomfruen paa Glasbjerget,“ skjønt de ogsaa minde om „De tolv Vildænder;“ men siden har det Fortællingen om de vidunderlige Ting, Riserne staae og slaaes om, Søstrene, som raade over Dyr, Fiske eg Fugle, og disses Bistand tilfælles med No. 1 i vor nordlige Gruppe. Fugl Fenix indføres rigtignok i det svenske Eventyr, men synes at være et uægte, sildigere ilidtrængt Element; Hundredemiilsstøvlerne ere ved Fuglens Hjælp blevne unyttige og unyttede. Derimod har Traditionen den Eiendommelighed, at „ungersvennen“ uden egen Brøde taber den Elskede umiddelbart efter Foreningen med hende, og alligevel maa ud i den vide Verden og søge hende op.
Det danske Eventyr „Prinds Hvidbjørn“ slutter sig i Fabelen alene til „Østenfor Sol og vestenfor Maane,“ men mangler adskillige af dettes meest poetiske Træk: Besøget hos de tre vise Kvinder og hos Vindene. Istedenfor at benytte Nordenvindcns Hjælp, lader Prindsessen sig her beslaae paa Hæn-
